The Painted Bird

For nylig vakte Taika Waititis komedie om Anden Verdenskrig, Jojo Rabbit, heftig debat. Nogle mente, at det at bruge holocaust som baggrund for en komedie i bedste fald er smagløst, i værste fald moralsk forkasteligt.

Og så er spørgsmålet: Hvordan kan man behandle holocaust følsomt og stadig være tro mod den brutale sandhed om en af de mørkeste, mest voldelige perioder i moderne historie?

Tjekkiske Václav Marhoul gør forsøget med sin rystende krigsfilm The Painted Bird, optaget i visuelt overvældende sort-hvid. Det er en trøstesløs og unægteligt poetisk vision af en verden, der er gået af lave.

Forlægget er Jerzy Kosińskis bog fra 1965, og Marhoul holder sig tæt til historiens kerne. Uden nærmere forklaring kaster han sit publikum ud i et krigshærget Østeuropa.

Hovedpersonen er en ung dreng (debutanten Petr Kotlár), der bor langt ude på landet med sin ældre tante. Drengen bliver mobbet. Måske fordi han er en tilflytter, men nok snarere fordi han er jøde.

Filmens chokerende åbningsscene, hvor hans kæleilder rives ud af hans favn og bliver brændt levende, er blot en forsmag på de rædsler, han har i vente.

Senere samme aften finder drengen sin tante død. I chok taber han en olielampe og brænder hendes gård ned.

Herfra går det kun værre, da landsbyboerne vender sig imod ham. De ældre erklærer ham for Djævlen i forklædning. Sådan begynder hans rejse gennem en række isnende fortællinger, hvor han enten bevidner eller gennemlever alle de former for fornedrelse, krigen har at byde på.

The Painted Bird har en spilletid på næsten tre timer, og halvvejs kommer den faretruende tæt på at hærde sit publikum til ligegyldighed med en endeløs parade af ekstrem vold: Bonden tæsker sin utro kone og plukker hendes elskers øjne ud. Landsbyhoren bliver med sammenbidt brutalitet tortureret ihjel af byens kvinder. Den sadistiske og pædofile kirkegænger tager drengen til sig.

Det er småt med lyse strejf, men der er sjældne øjeblikke af menneskelighed, som da Stellan Skarsgårds nazist i et overraskende øjeblik vender det blinde øje til.

Og så rummer filmen en skjult spiritualitet, når vi ser, hvordan drengens personlighed bliver skabt af at vandre fra sted til sted og fra krænkelse til krænkelse.

I en bemærkelsesværdig scene støder han på døde jøder, der blev skudt i ryggen på flugt fra et tog med retning mod gaskamrene. Drengen åbner en kuffert og roder rundt i tøj, bøger og andre genstande, som engang var personlige, indtil han finder to stykker brød.

Kort efter ser han en døende dreng på sin egen alder. Han stopper op, studerer ham – og stjæler hans støvler.

Da drengen adopteres af den russiske hær, får vi svar på nogle af filmens mysterier: Hvem er han, hvor kommer han fra, og hvor kan han ende?

Her lærer drengen for første gang om manddom og ansvarlighed, mens han gennemgår overgangsriter, der næsten udelukkende kommunikeres visuelt. Soldaterne lærer ham alt om Stalin, om kommunistpartiet, om hvordan man skyder med pistol – og et princip, der bliver meget vigtigt for ham: ”Et øje for et øje.”

Den maskuline menneskelighed i denne scene kommer måske for sent for dem, der allerede er blevet frastødt af filmens groteske lidelsesscener. Men Václav Marhouls film har langt mere at byde på end voldsæstetik.

The Painted Bird sammenlignes med Elem Klimovs krigsmesterværk Gå og se og har bestemt noget af den films barske dna. Men den gemmer på en langt mere sjælfuld historie.

Drengens rejse handler ikke så meget om at flygte fra krig som om at finde et helle midt i ødelæggelserne. The Painted Bird minder os om, at når alt håb er ude, og desperationen er nær, er venlighed en relativ størrelse.