Palm Springs

I mylderet af akavet dansende mennesker skiller Nyles sig ud i forhold til de andre bryllupsgæster.

Iklædt en farvestrålende Hawaiiskjorte cirkler han mellem de fulde dansere med en ubesværet elegance, som om han kan forudsige deres bevægelser.

Sarah er allerede fænget af Nyles, fordi han har reddet hende fra at skulle holde en tale for sin søster, hvis bryllup de begge er til.

Når han nu er sød og siger alle de rigtige ting, er det fristende at give sig hen til øjeblikket og nyde en kødelig omgang.

Det bliver dog hurtigt afbrudt af en pileskydende galning, som rammer Nyles i benet. Og efter en tur igennem en mystisk rød-lysende hule vågner Sarah til sin store rædsel op i præcis samme seng, som hun gjorde på dagen for brylluppet.

Det lyder unægteligt som et remake af den romantiske komedie Groundhog Day (1993), hvor Bill Murray er fanget i en tidslomme og gennemlever den samme dag igen og igen.

I Palm Springs er der dog den afgørende forskel, at det er to personer – Sarah og Nyles – der kører i cyklus, og filmen byder samtidig på flere nuancer og kreative indfald end Murray-klassikeren.

Mens Nyles har været fanget i bryllupsdagshelvedet i en evighed og for længst givet op, bliver rundkørslen for Sarah en konstant konfrontation med alle de dårlige valg, hun har truffet i sit liv.

Han er en sølle eksistens, der har mistet respekten for sine medmennesker, hvorimod hun har mistet respekten for sig selv. Og selv om vi starter med at følge Nyles, er det Sarahs historie, der har den største følelsesmæssige slagkraft.

Instruktøren Max Barbakow forvalter på sublim vis manusforfatter Andy Siaras finurlige og hysterisk morsomme forlæg.

Montager af, hvordan tiden fordrives i det relativt konsekvensløse univers, emmer af vitalitet. Tidslomme-makkerparret planlægger nøje udtænkte jokes med de andre mennesker, hvor den lokale bar lægger gulv til forbløffende synkrondans, og søsterens bryllup bliver en parodi på alle de usandsynlige plottwists, action- og dramafilm kan byde på.

Parret går til tider over grænsen, men hvad gør det, når hele verden bliver nulstillet, så snart Sarah og Nyles lukker øjnene.

Filmen serverer en solid portion sort humor. Den bueskydende Roy (altid fremragende J.K. Simmons) er også fanget i tidslommen og får afløb for sine frustrationer ved at torturere eller dræbe Nyles, som han gør ansvarlig for miseren.

Kreativiteten fejler ikke noget hos den vrede mand, som blandt andet udskifter alt vand i en pool med benzin, så Nyles’ faste morgendukkert ender som en barbecue.

I samme ånd bliver selvmordet en nem og hurtig måde at kunne genstarte dagen, hvis den enten er gået skævt, eller man bare ikke gider mere. Der er næsten altid en stor lastbil, man kan stille sig ud foran eller køre ind i.

Som komediens tragiske klovne brillerer skuespillerne.

Andy Samberg har samme kyniske kvaliteter som Bill Murray i Groundhog Day, men tilfører Nyles en sødme, så karakteren balancerer hårfint mellem dumt svin og stakkels offer.

Den helt store stjerne er dog Christin Milioti, der med sin tour de force-præstation sætter en tyk streg under, at hun er en af tidens ypperste dramedy-skuespillere.

Milioti, som er kendt for sitcom-serien How I Met Your Mom og teatermusicalen Once, besidder en særlig autoritet. Hvad enten hun spiller komedie eller drama, er det så kraftfuldt, at man føler det helt inde i rygmarven. Med sine udtryksfulde øjne sender hun længselsstød direkte ind i hjertekulen og tvinger ens mund op i det største smil.

Komediegenrens evne til at pakke et alvorstungt emne ind i humor kommer til sin ret.

Her handler det om at skulle acceptere, at ens uheldige fortid spiller en afgørende rolle i ens nuværende liv. Det er en hård pille at sluge for Sarah og Nyles, som nærmest er ying og yang i forhold til emnet.

Da de sidder ude i ørkenen under den stjerneklare himmel og tripper på svampe, taler de om, hvad de lavede, før de kom til Palm Springs. Hun har nogle ting i bagagen, der nager hende, men han kan ikke huske noget – det siger han i hvert fald.

På trods af at livet for dem nu ikke længere har nogen konsekvenser og bogstavelig talt bliver nulstillet hver morgen, bærer de alligevel ansvaret for det, som er sket dag forinden.

For de husker stadig, hvad de har gjort. Men de følelser, de har udviklet, vil forsvinde og til sidst blot fremstå som en flygtig tanke eller indskydelse. Det mener Nyles i hvert fald.

”Det flyder væk,” siger han.

Sarah spørger, hvad han mener. Et ocean af skyld og fortrydelse bliver undertrykt, mens han trækker vejret dybt og svarer: ”Alt.”