Paper Girls

Året er 1988. 

Det er tidligt om morgenen, og det meste af byen sover stadig, men tolvårige Erin (Riley Lai Nelet) er på vej på arbejde. Det er hendes første dag som avispige, og det er en hård dag at starte. Datoen er 1. november, dagen efter Halloween, så frække teenagere huserer i den amerikanske bys søvnige gader. 

Moren er bekymret, men Erin beroliger hende på mandarinkinesisk. Så er det afsted på den lyserøde cykel med et bundt aviser i tasken. 

Sådan begynder showrunner Stephany Folsoms Paper Girls ganske tilforladeligt. Serien er baseret på tegneserien af samme navn, og forfatteren Brian K. Vaughan er executive producer, så han har sagt god for hele molevitten. 

Men kender man til Vaughans bagkatalog, ved man også, at vi nu ikke bare skal opleve en fortælling om en ung pige, der leverer aviser. Mens Erin bruger morgenen på at undslippe racister og teenagedrenge med sine tre nye kolleger, Tiffany, KJ og Mac, tager historien efter et par avisleveringer en overraskende drejning. 

Drejningen involverer fjendtlige agenter klædt i hvidt, fremmede mænd med metaltingester i ansigterne og en pludselig tidsrejse. 

Paper Girls går fra det ene øjeblik til det andet fra at være en sød hverdagsfortælling om fire piger med ben i næsen til at kaste tidsrejser og stridende fraktioner i hovedet på os. 

Til at starte med er det svært at sluge. 

Forvandlingen foregår i halsbrækkende hastighed, og de bizarre sci-fi-elementer introduceres i rodede og hurtige klip. Man bliver nærmest skuffet over Paper Girls på forhånd og mister lysten til at fortsætte oplevelsen. 

Det ville imidlertid være en fejl. Serien kommer i sandhed til sin ret, jo dybere fortællingen begiver sig ind i pigernes tidsrejse. 

Deres første instinkt efter den forvirrende og skræmmende oplevelse er at tage hjem. De skynder sig hjem til Erin, men her venter ikke hendes mor. Det gør hun selv! Voksne Erin i en alder af 43 bor i familiens gamle hjem. 

Og Paper Girls’ største styrke er utvivlsomt pigernes udforskning af deres fremtidige ”jeg”. Teknologi som smartphones, internettet og bærbare computere holder lav profil, mens granskningen af deres fremtidige udvikling er i fokus. 

For ender Erin med at arbejde for kongressen, som hun drømmer om? Og hvad er konsekvenserne, hvis hun ikke gør? Kommer Tiffany ind på universitetet? Er KJ mon egentlig til piger? Og hvad med Mac, der allerede ryger og bander som en havnearbejder? 

Paper Girls udforsker identitet kærligt og nænsomt, så man ender med i sandhed at føle for pigerne. Nogle af de bedste scener foregår i selskab med KJ og Mac. De to er ellers utroligt forskellige – jødiske KJ kommer fra en rig familie, mens butch Mac bor i en trailerpark – og de kommer ofte op at skændes og slås. 

Men de får lov til at udvikle sig sammen, så Mac faktisk tør at være sårbar over for KJ. Sådan ender hun gentagne gange med at græde på KJ’s skulder i lange indstillinger, så man kan mærke følelserne sive ud ad skærmen. Sammen udforsker de tunge emner som identitet, tab og endda døden. 

På den måde oser serien langt væk af ungdom. Man mindes sine egne teenageår – hvor hurtigt man udviklede sig, hvor meget man lærte, og hvor stor betydning ens kammerater havde. 

Voksne Erin (eller gamle Erin, som møgungerne kalder hende) argumenterer for, at avispigerne slet ikke kan huske Erin i 2019. Men for pigerne betyder de venskaber alt. Og det kan mærkes i sådan en grad, at det bærer hele serien. 

Sci-fi-elementerne er rodede og til tider forvirrende, men alligevel sluger man hele molevitten, fordi pigerne borer sig ind i ens hjerte. Så må man krydse fingre for, at Paper Girls bliver forlænget med en anden sæson.

Man vil inderligt gerne bruge mere tid i deres selskab.