Parallelle mødre

To højgravide kvinder, begge enlige mødre, udveksler et par støttende ord på fødestuen. De knytter et bånd, der forbinder dem på uforudsete måder.

Pedro Almodóvars betagende drama Parallelle mødre matcher den følelsesmæssige tyngde i hans forrige Smerte og ære, men tonen er en helt anden. Mens Smerte og ære er nostalgisk og melankolsk, ser den nye mod fremtiden med ukuelig optimisme.

Parallelle mødre er en af de mest inderligt forhåbningsfulde film i Almodóvars karriere.

Begge film handler om at finde sjælefred ved at se fortiden i øjnene. Og som filmen understreger, er Spanien et land, der har mere end rigeligt nedarvet smerte. Indbyggerne bearbejder stadig arven efter en grufuld borgerkrig, der ligger mange generationer tilbage.

Filmens to handlingstråde – moderskabet og borgerkrigen – forenes i mødet mellem Janis (karismatiske Penélope Cruz) og retsantropologen Arturo, der spilles af Israel Elejalde.

Janis er fotograf og skal tage Arturos portræt til en magasinartikel. Men hun har også en personlig interesse i hans arbejde for en organisation, der identificerer de fascistiske falangisters ofre og returnerer ligene til overlevende familiemedlemmer.

Janis’ oldefar blev henrettet i borgerkrigens tidlige dage i 1930’erne.

Hun er overbevist om, at han endnu ligger begravet under en frugtplantage i udkanten af den landsby, hvor hun voksede op hos sin bedstemor. Så da hun har fotograferet Arturo, beder hun om hans hjælp på vegne af et lokalsamfund, der har ventet næsten 90 år på en mulighed for at blive genforenet med dem, de har mistet.

Men de to har tydeligvis en kemi, der er mere end blot professionel.

Snart indleder de en affære, som ender med, at hun bliver gravid. På fødegangen møder hun teenageren Ana. Som titlen antyder, er det moderskabet og den dybe sjæleforbindelse mellem de to kvinder, der er omdrejningspunktet i Parallelle mødre.

Pedro Almodóvar har beskæftiget sig med mødre gennem hele sin karriere, men typisk har han fokuseret på forholdet mellem mødre og børn.

Her finder han en ny vinkel ved at stille skarpt på forholdet mellem to kvinder, som har hver sin tilgang til det at blive mor. Der er umiddelbart ikke mange ligheder mellem Janis, en succesrig og selvstændig kvinde omkring de 40, og purunge Ana, der er traumatiseret af sin graviditet.

Ana er heller ikke lige så gennemført en karakter som Janis, men Milena Smit giver hende en sart og rørende forsigtighed.

Trods forskellen knytter de to kvinder sig til hinanden med det samme, og forbindelsen mellem dem bliver kun dybere og mere kompliceret, som historien åbenbarer sig. Særligt efter en chokerende afsløring tidligt i filmen.

Parallelle mødre går på nogle måder i en ny retning for Almodóvar, men hans særlige stil er stadig umiskendelig. Farvepaletten er som en frugtsalat: appelsinorange, pistaciegrøn, vandmelonrød og citrongul. Og der sættes trumf på dramaet med svajende orkestermusik – frit efter Bernard Herrmann – der antyder mystik og intriger.

Historien er fortalt med samme hjertevarme, der kendetegner mange af hans film om kvinder med Volver som det mest oplagte eksempel. Hvor dramatiske filmene end er, har de en tone, der byder publikum velkommen med åbne arme.

Parallelle mødre er et værk fra en kunstner på toppen af karrieren. Det mærker man særligt i den elegante vekslen mellem Janis og Anas historie og den større tematik om borgerkrigens nedarvede traumer, der på raffineret vis holder den lille historie op imod den store.

Filmen slutter med et trodsigt citat af den uruguayanske poet Eduardo Galeano: ”Ingen historie er stum. Ligegyldigt hvor meget de prøver at gøre krav på den, ødelægge den eller lyve om den, nægter historien at holde munden lukket.”

Kun de, der har modet til at konfrontere fortiden, kan gøre sig håb om at overvinde den.