Paranoia

Der er ingen genvej til opfyldelsen af den amerikanske drøm, lød moralen i Wall Street, hvor Charlie Sheen kastede sig ud i industrispionage.

I Paranoia går stjernen fra The Hunger Games, Liam Hemsworth, Sheen i bedene som en naiv software-designer, Adam Cassidy, der bliver tvunget ud i spionage og viklet ind i et magtspil mellem de to rivaliserende it-milliardærer, Goddard (Harrison Ford) og Wyatt (Gary Oldman).

Adam mister sit job hos Wyatt-koncernen og kvitterer ved at fyre en fest af på en eksklusiv natklub sammen med vennerne – betalt med firmakortet. Det bliver et skæbnesvangert valg, og vil han ikke en tur i spjældet for svindel, må Adam som en trojansk hest infiltrerer Goddards virksomhed, konkurrenten Eikon.

”Der er intet rigtigt eller forkert. Der er kun vindere og tabere,” argumenterer Gary Oldman med britisk accent som den kyniske rigmand, der afpresser Adam.

Goddards firma skal til at lancere en revolutionerende smartphone, som kan få værdien af Wyatts virksomhed til at styrtdykke. Adam får hurtigt etableret et luksusliv på Manhattan, så han smelter ind blandt de store kanoner hos Eikon. Det lykkes ham at få foden indenfor, og han får tre døgn til at lave en præsentation på et avanceret militærprojekt.

Desværre lider troværdigheden hurtigt et alvorligt knæk i de stort set uerfarne Jason Dean Hall og Barry Levys manuskript, ligesom instruktør Robert Luketic har svært ved at løfte spændingskurven op til et underholdende niveau. Og netop i Adams udtænkning af det komplicerede projekt bliver troværdigheden for alvor sendt til tælling. Adam og vennerne fikser den teknologiske udfordring over en øl på en bar, mens de bruger beværtningens fladskærm til at arbejde på!

Planen lykkes, og på rekordtid sidder Adam med rundt om bordet i ledelsen hos et firma, der svarer til en fiktiv udgave af Apple. Her bestrides topposten som koncernens marketingchef belejligt af en 27-årig kvinde (Emma Jennings), som Adam scorer. Så nemt som at blinke med øjnene kopierer han følsomme oplysninger fra hendes computer, mens hun er i bad.

Også denne scene er symptomatisk uspændende.

Instruktør Robert Lukatic har romantiske komedier som Blondinens hævn og The Ugly Truth på samvittigheden, og hans manglende indsigt i thriller-genrens virkemidler skinner tydeligt igennem. Man mangler en grundlæggende fornemmelse af realisme, og vi fornemmer aldrig, at der er noget faretruende på spil for Adam med hans lyssky aktiviteter hos Eikon. FBI banker på døren og advarer ham om, at Wyatts tidligere ansatte ender i ligposer, men heller ikke da Adam prøver at løbe fra livet, formår Lukatic at få adrenalinen til at pumpe.

Liam Hensworths præstation grænser til det overfladiske, og selvom han skal forestille sig at være en del af Manhattens tjekkede jetset-liv, fortsætter han bare drengerøvs-attituden.

Harrison Ford og Gary Oldman røg sidste gang på kollisionskurs med hinanden i det solide kapringsdrama Air Force One. Og Paranoia løfter sig momentvis, netop når de to veteraner endelig tørner sammen og sarkastisk sviner hinanden til med snobbet milliardær-retorik. Men det sker i sølle to sekvenser, og det er langt fra nok til at løfte filmen op fra et ubehjælpsomt dødvande.