Parasite

Den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho har anmodet anmelderne om ikke at afsløre særligt meget af handlingen i Guldpalmevinderen Parasite.

Man forstår hvorfor.

Sjældent har en film i en sådan grad trukket tæppet væk under én og været i stand til at overraske igennem samfulde 132 minutter.

Parasite starter som en lystig farce, udvikler sig til en nervepirrende thriller og slutter som en regulær horrorfilm. Det er skamløst underholdende, men båret af en social indignation over den måde, vi har indrettet verden på. Og vreden vokser, i takt med at dramaet eskalerer til et katarsisk, blodigt højdepunkt.

Ki-taek (karismatiske Song Kang-ho), hans kone og deres to teenagebørn bor i en uhumsk kælderlejlighed, hvor strømper hænger til tørre fra loftet, kakerlakker kæmper om madresterne, og fulde mænd fra gadens bodega urinerer uden for vinduet.

Familien kobler sig på andre beboeres wifi-forbindelse og har småjobs som at folde hundredvis af pizza-æsker til en ussel løn. Men via en kammerat får sønnen Ki-woo chancen for at blive lærer for en introvert rigmandsdatter, og med falske eksamenspapirer og pågående charme griber han chancen.

Springet fra den klaustrofobiske kælder midt i storbyslummens larm til den rige familie Parks arkitekttegnede hus med overvældende plads og rungende stilhed er et af de mest slående billeder på social uretfærdighed, man mindes at have set.

Men hvor den fattige familie står sammen i elendigheden, lever de fire medlemmer af den rige familie i hver sin silo. Manden er for det meste fraværende på grund af arbejde, den ikke alt for opvakte kone fordriver tiden med bekymringer og hang til stoffer, mens børnene er opfyldt af deres egne tanker.

Inden længe har kvikke Ki-woo fået ansat sin søster som en slags kunstterapeut for rigmandsfamiliens indianerglade adhd-søn, sin mor som husholderske og sin far som chauffør, uden at værtsfamilien har opdaget, at de er blevet invaderet af menneskelige parasitter.

Så langt er Parasite en svindlerkomedie, der kan lede tankerne hen på den japanske Guldpalmevinder Shoplifters fra 2018 eller for den sags skyld en dansk folkekomedie som Olsen-banden.

Men så tager filmen en overrumplende drejning, idet der åbenbarer sig et skjult kælderrum med en hemmelighed. Herefter skydes handlingen ud i en komplet uforudsigelig bane, som byder på masser af Hitchcock’sk suspense og naturligvis ikke skal afsløres her.

Den rige familie er ikke usympatisk. Men som den fattige mor (en overbevisende Jang Hye-jin) nøgternt konstaterer: Det er nemt at være god, når man er velhavende. Penge er som strygejern – de udglatter rynkerne!

Ki-taek og hans familie er dygtige til at indtage deres nye roller, men der er én ting, som de ikke kan løbe fra: stanken af fattigdom! Det får konsekvenser, men filmen viser også, hvordan de fattige på tragisk vis ikke formår at gøre oprør sammen, men bruger kræfterne på at bekæmpe hinanden.

Filmmediet bliver ofte beskyldt for at levere eskapisme til masserne, men Parasite er et værk, hvor den dybe indsigt i de psykologiske, økonomiske og politiske realiteter er en uadskillelig del af fornøjelsen.

Bong Joon-ho viser, hvordan de sociale medier kan være lige så farlig som en skarpladt pistol. Og minsandten om instruktøren ikke også lykkes med en erotisk sexscene samt en urkomisk parodi på vanvidsretorikken i Nordkorea, som udgør en kontant trussel for landet mod syd.

Alt lykkes – fra det raffinerede til det vulgære – men den smukkeste og mest hjerteskærende sekvens er rejsen i styrtende regnvejr fra overklassevillaen ned gennem den piranesiske labyrint til de oversvømmede gyder, hvor klimaforandringerne resulterer i en kamp på liv og død.

Afstanden fra top til bund er svimlende stor og dog så kort, at det tager pusten fra én.

50-årige Bong Joon-ho har igennem sin karriere formået at forlene genrefilm med bidende samfundskritik – fra krimien Memories of Murder over katastrofefilmen The Host til sci-fi-dramaet Snowpiercer og action-eventyret Okja.

I Parasite mikser han adskillige genrer og bringer sin allegoriske filmkunst til en kulmination. Et værk, der er morsomt, bevægende, skræmmende, sørgmodigt, ja, alting på en gang.

Og det handler ikke bare om socialt armod i et uland, som vi kan sidde og føle os på tryg afstand af. Det handler om den absurde rigdom og det stigende antal fattige, som liberalistiske regeringer og den amokløbne kapitalisme har skabt overalt i verden – også i Danmark.

Ingen kan kalde sig cineast, før man har set dette hovedværk i moderne filmkunst.