Paris må vente

Eleanor Coppolas Paris må vente vækker opsigt af to grunde.

For det første debuterer Coppola med sin første spillefilm i en imponerende alder af 80 år.

For det andet er hun, som navnet afslører, gift med den amerikanske mesterinstruktør Francis Ford Coppola og mor til Sofia og Roman Coppola, der begge er gået i deres forældres fodspor som filmskabere.

Lægger man dertil to gedigne stjernenavne som Diane Lane og Alec Baldwin, er det altså ikke nogen ubetydelig spillefilm, Eleanor Coppola debuterer med.

Hidtil har hun ellers mest gjort sig bemærket med dokumentarfilm – ikke mindst Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse, der følger den tumultariske tilblivelse af ægtemandens mesterværk Dommedag nu fra 1979.

Paris må vente er skåret som en roadmovie over en uhyre enkel handling.

Anne (Lane) er med sin mand, den travle filmproducent Michael (Baldwin), i Cannes til filmfestival. Da parret skal videre til Michaels næste projekt i Budapest, må Anne opgive at flyve med, fordi hun har ørebetændelse.

I stedet foreslår Michaels franske forretningspartner Jacques (Arnaud Viand) at køre Anne til Paris. Den tur bør egentlig kun tage en dag, men Jacques insisterer på at være Annes turistguide og tage hende med på en tredages køretur gennem Frankrig med masser af god mad, vin og historier.

Baggrunden for Paris må vente er en personlig historie meget lig filmens handling, som Eleanor Coppola selv oplevede, da hun kørte med sin mands kollega gennem Frankrig til Paris.

Idéen er da også oplagt, men problemet er blot, at Paris må vente mere ligner en halvanden time lang turistfilm end en egentlig spillefilm.

Anne synes, at hendes mand arbejder alt for meget. Og hun bliver også lidt småforelsket i den charmerende levemand Jacques. Men grundlæggende har fru Coppola formået at lave en film uden nogen konflikt. Det eneste, der er på spil, er, om Anne når til Paris efter én, to eller tre dage. Hun flygter ikke fra noget eller har nogen deadline, for filmen lægger ikke skjul på, at det er komplet ligegyldigt, hvornår hun rammer den franske hovedstad.

Coppola stoler så meget på sine to altoverskyggende karakterer, Anne og Jacques, at hun blot lader dem tage et par dage ud af kalenderen og spise lækkert igennem hele filmen.

Det er godt selskab i korte, afmålte doser, men igennem en hel film er det tamt, kedsommeligt og ja, faktisk, helt ligegyldigt.

Paris må vente er en romantisk komedie-udgave af Sideways og The Trip to Italy for seniorer, men uden charme og oprigtighed.

Jacques i skikkelse af Arnaud Viard er den stereotype franskmand, som enhver amerikansk forstadsfrue forestiller ham sig: charmerende, storrygende, madglad og kulturelt veludrustet.

Undervejs lægger filmen op til, at han har pengeproblemer og måske snyder Anne ved at lade hende betale alle mad- og hotelregningerne, men den konflikt afmonterer Coppola fuldstændigt.

Hun er mere optaget af at formidle de kulinariske og kulturelle oplevelser. Anne er ivrig hobbyfotograf, så når hun tager nærbilleder af deres coq au vin eller brieost, klipper filmen til selve fotografierne som et lille diasshow.

Jacques elsker at vise sit land frem for Anne og lirer den ene ”vidste du at”-anekdote efter den anden af, så det til sidst bliver helt grotesk. ”Vidste du, at det var romerne, der tog vinen med til Frankrig?” ”Eller vidste du, at Provence hedder Provence, fordi den var en provins til Rom?”

Man kan sagtens kalde Paris må vente hyggelig og mageligt selskab, for naturligvis behøver en film ikke en dramatisk og omfattende konflikt. Sofia Coppolas Lost in Translation er et oplagt eksempel på en film, hvor de menneskelige relationer er nøje afmålt og subtilt underspillet.

Man ville bare ønske Eleanor havde lært lidt af sin filmfamilie. Man bliver højst lidt sulten og tørstig af at se Paris må vente.