Parker

”Han er en motherfucking klippe,” lyder det fra en af skurkene om Jason Stathams hårdtslående Parker i den britiske skuespillers nyeste actionfilm. Replikken er meget sigende for de 118 minutters bankekød, der skal gennemtygges, før Stathams stålmand kan ånde lettet op.

Inden da skal vores uheldige helt blandt andet hænge fra en altan i en enkelt hånd med en kniv stikkende gennem den anden, blodet drivende fra ansigtet og med en lejemorder dinglende i benene.

Parker overvinder naturligvis situationen, for det gør man jo som bekendt, når man er en benhård actionhelt. Det må filmens skurke også sande. Det er en film om hævn, selvom den indledes med et udspekuleret røveri, hvor Parker sammen med fire andre forbrydere stjæler omsætningen på et kræmmermarked. Galt går det selvfølgelig, og uskyldige dør undervejs. Og nok er Parker en kynisk kriminel, men uskyldige liv på samvittigheden er mod hans moralske kodeks.

Han trækker sig fra det næste job, og det falder ikke i god jord hos de fire andre. De banker ham, smider ham ud af en kørende bil, standser og skyder ham, inden de smider ham i en sø. Hvilket de naturligvis aldrig skulle have gjort.

Parker dukker op igen i Florida, hvor skurkene har planlagt kronen på røveriværket. Her bliver Jennifer Lopez skudt ind i handlingen som ejendomsmægleren Leslie, da Parker prøver at købe et hus under falsk identitet. Men nu er Lopez som bekendt ikke blondine, så hun gennemskuer ham hurtigt. Den snedige tyv har ellers både tillagt sig texansk accent og taget en vaskeægte cowboyhat på.

Her går filmen helt i tomgang, for vi skal mange ligegyldige scener mellem de to igennem, før den igen står på bøllebank. I en scene må Parker dog lige forsikre sig om, at hun ikke er udstyret med skjulte mikrofoner. Et slet skjult påskud for at servere en undertøjsscene med Jennifer Lopez’ berømte bagdel. Det ender nærmest som filmens klimaks, for meget mere er der ikke at komme efter i Parker.

Filmens litterære forlæg er Donald E. Westlakes Flash Fire, der er en af de over tyve bøger om Parker, som forfatteren skrev under pseudonymet Richard Stark. Lee Marvin spillede ham med kølig og hårdkogt attitude i John Boormans Point Blank fra 1967, og Mel Gibson gjorde det med stil i Payback. Men Jason Stathams talent begrænser sig hårdkogt spil med knoerne, og instruktør Taylor Hackford, der har haft en ujævn karriere med film som Ray og Djævelens advokat, eskalerer handlingen i overdrevet og banal vold. Jennifer Lopez er kluntet comic relief, og Floridas miljø bliver aldrig rigtigt en force. Der er langt til den cool stemning, vi kender fra Elmore Leonards Get Shorty eller Alec Baldwins forbryder-helt i Miami Blues. I stedet er Parker blot endnu én i rækken af actionfilm med Jason Statham som hårdfør motherfucker.