Partisan

”Vi må alle acceptere vores ansvar,” forklarer lederen af landbrugsfællesskabet Jordnära, Kent, til den nye arbejder Johnny.

Johnny har lige afleveret to nye sommerbeboere – de forældreløse teenagesøstre Nicole og Maria – og får en rundvisning af sin chef.

I baggrunden står nogle folk og skændes på engelsk, og det virker, som om det idylliske foretagende gemmer på hemmeligheder. Og så kan absolut ingen lide Johnny, hvis hudfarve er en anelse mørkere end alle andre.

”Du ligner ikke én, der hedder Johnny,” får han at vide, da han henter de to piger på stationen, og beboerne i landbrugsfællesskabet omtaler ham konsekvent indbyrdes som ”svartskalle”. Oversættelsen siger ”fejlfarve”, men reelt mener de nærmere ”perker”.

Svensk-libanesiske Fares Fares spiller hovedrollen som Johnny og er desuden kreativ producer på Viaplay-serien Partisan, som er instrueret af den tidligere musiker Amir Chamdin.

Som i instruktørens første tv-serie Hassel er der tale om et krimidrama. Det bliver hurtigt tydeligt, at Johnny måske ikke helt er den person, han udgiver sig for at være.

Jordnära-folkene virker til at have flere ligheder med nynazister end den almene, joviale svenske bonderøv.

Kollektivets stolthed over deres gymnastikhold ekkoer nationalsocialismens fascination af den perfekte, ariske menneskekrop.

Nicole er tidligere elitegymnast, og frustrationen er stor hos dem, der bestemmer, da hun ikke gider være en del af deres projekt. For hende er det mere appellerende at stikke af eller stifte nærmere bekendtskab med stedets søde portvagt, der ser ud, som om han er skåret ud af en H&M-reklame.

Seriens to første ud af fem afsnit antyder en masse og giver kun få svar. Uvisheden er som altid herlig i en krimigenre, hvor man tit som seer kan føle sig talt ned til.

At man ikke fra første afsnit får at vide, hvem Johnny er, eller hvorfor han er der, er kun pirrende.

Introen til serien, hvor en pige bundet på hænder og fødder bliver smidt ned i vand, så vi ser, hun drukner, er rigeligt med incitament og indikation på, hvad der er i vente.

Og så har Fares Fares den her filmstjerne-karisma, man bare ikke kan undgå at blive draget af.

Lige siden gennembruddet i broren Josef Fares’ debutfilm, den fænomenale komedie Jalla! Jalla!, og den hysterisk morsomme Kopps, har karrieren budt på mange højdepunkter.

Om det er biroller i Hollywood-produktioner som Zero Dark Thirty og Westworld eller som den snu Assad i Afdeling Q-filmene, efterlader han altid et positivt indtryk.

I første afsnit er Fares mere afdæmpet. Johnny observerer mest universet og omgivelserne. Men allerede fra starten af andet afsnit får vi dybere indsigt i, hvorfor han er blevet involveret i Jordnära, og skuespilleren får mulighed for at tilføre karakteren nuancer.

Fortiden plager den langskæggede og langhårede Johnny – både fysisk og mentalt. Fares spiller tilpas tillukket til, at Johnny nærmest fremstår som en mannequin. Der er ikke den mindste antydning af, hvad der foregår inde i hans hoved.

I takt med at lagene langsomt bliver skrællet af, åbenbarer sig et komplekst menneske, som lider og kun kan finde mening gennem arbejde.

Det er ikke nyskabende, men som altid er det fascinerende at dykke ned i et ødelagt menneske og se, hvordan vedkommende skal forsøge at gå bodsgang i sit eget sind for at kunne komme videre med livet.

Og Johnny skal helt ind i hjertets mørkeste kammer for at finde svarene, så han kan komme videre.