The Party

Janet er netop blevet valgt til sundhedsminister i oppositionens skyggekabinet. Det skal fejres sammen med ægtemanden Bill og deres nære venner i parrets kartoffelrækkehus et ikke navngivet sted i det fashionable London.

Da vennerne ankommer, synes Bill at have taget forskud på løjerne med en flaske rødvin. Mens værtinden og de fem gæster tager hul på champagnen, har han pludselig noget vigtigt at fortælle alle.

Således ændrer instruktør og manusforfatter Sally Potter brat en vittig og elegant sædekomedie a la Oscar Wilde til et afdækkende konversationsstykke med tragikomiske toner a la Anton Tjekhov.

Sandheder kommer for dagen, og skeletter falder ud af skabe.

Gruppens yngre outsider, en stærkt kokainsvedende bankmand, har sågar taget en skyder med. Den ser vi i filmens første billede, og som gamle Tjekhov sagde det engang: Ser vi et skydevåben i første akt, skal det affyres senest i tredje akt.

Om det sker og hvordan og hvorledes, vil jeg ikke røbe. Men i løbet af de blot 71 minutter, The Party varer, sker der dramatiske ting og sager, hvor du ikke ved, om du skal le eller græde.

Sally Potter, der er mest berømt for sin debutfilm Orlando (1992) over en roman af Virginia Woolf, har skabt en ensemblefilm, som mange vil sige er typisk engelsk. En salon fyldes og tømmes uden brud i tid eller sted. Den tematiske tråd er utroskab i flere gradbøjninger.

Det er værd at have in mente, at ”party” på engelsk både betyder selskab og parti. For alle de medvirkende er tilknyttet samme politiske parti: Labour.

Tiden er netop nu omkring Brexit, og selskabet holder usikkert øje med den konservative regerings usikre kurs. I så henseende udstråler personerne en skadefro optimisme, der gradvis og graverende punkteres af disse velbjergede intellektuelle med dobbeltmoralske værdier og vaner.

Den eneste, som i det mindste virker ærlig fra start, er den yngre bankmand med pistolen, spillet febrilsk og frenetisk af Cillian Murphy. Men ham har de andre selvfølgelig dømt ude som en fæl kapitalist.

Alle spiller godt, og alle spiller godt sammen. De synes at nyde samspillet, og det smitter charmerende af på tilskueren og strammer plottets mange tråde op med dramatisk spændstighed.

Kristin Scott Thomas er særdeles velcastet mod sin vanlige type som køleskabskold kvinde.

Her spiller hun den pludrende Janet, en politisk pamper, der bag sin moralske facade ikke har helt rene lagner på ægtesengen. Det har hendes husbond, den tilsyneladende selvopofrende professor Bill (spillet zombieagtigt af solide Timothy Spall), heller ikke.

Altid seværdige Patricia Clarkson er Janets kyniske, desillusionerede hjerteveninde. Bruno Ganz er hendes nu-og-da-kæreste, en tysk spurv i denne meget angelsaksiske tranedans, selskabets klovn med munden fuld af New Age-klichéer.

Cherry Jones og Emily Mortimer er det lesbiske par, som – åh nej – venter sig trillinger af det modsatte køn! Parret er dog lige ved at blive for parodisk. Men alle medvirkende turnerer replikkerne elegant i denne omgang verbal bordtennis, som briterne er verdensmestre i.

The Party har smukke sort-hvide billeder, men anonym kameraføring. Og den er egentlig ganske konservativ i instruktion og design.

Sally Potter har taget sig et snakkesaligt frikvarter fra sin mere avantgardistiske stil, ligesom Roman Polanski gjorde det med kammerspillene Carnage og Venus i pels.

The Party er kort sagt en kærlig-kritisk fortælling om den venstresnoede, kreative klasses mindre flatterende kreativiteter.