The Peanut Butter Falcon

”Det er ligesom en Mark Twain-historie,” lyder det fra Shia LaBeouf halvvejs i The Peanut Butter Falcon.

Det er et vink med en vognstang til dem på bagerste række, som ikke allerede havde Huckleberry Finn i tankerne.

Det kan godt være, at det ikke er Mississippi-floden, trekløveret Tyler, Judy og Zak driver ned ad (filmen foregår i North Carolina, et par stater længere østpå), men inspirationen er ikke desto mindre åbenlys.

Og filmen, der er skrevet og instrueret af Tyler Nilson og Michael Schwartz, er vitterligt ligesom en Mark Twain-historie. Den er fortalt med en humor og sydstatscharme, der ville få den store forfatter til at trække på smilebåndet.

Målet for denne flodtur er Zaks store helt: wrestlingtræneren Salt Water Redneck. Zak har Downs syndrom, og da han ikke har nogen familie, har staten placeret ham på et plejehjem, hvor han som de gamle kan tulle rundt og vente på at dø.

Det er jævnt nedslående, når man ellers er ung og rørig. Så med lidt hjælp fra stuekammeraten Lenny (en gavtyveagtig Bruce Dern) smører Zak sig ind i olie, smutter gennem tremmerne og i underbukser ud i natten.

Han søger ly for natten i en udtjent, lille båd. Morgenen efter vågner han brat, da Shia LaBeoufs krabbefisker Tyler springer ombord og drøner afsted, skarpt forfulgt af sine bevæbnede kolleger – spillet af rapperen Yelawolf og den altid pålidelige kamæleon John Hawkes.

Tyler har lige brændt alt deres udstyr, så de sætter efter ham. Imens socialarbejderen Eleanor kører det støvede landskab tyndt for at finde Zak.

Så er scenen sat for en underholdende og sympatisk fortælling om outsidere, der finder hinanden gennem løjer og eskapader.

Zak skal både lære at svømme og slå fra sig, mens selvhadske Tyler skal tilgive sig selv for et biluheld, der kostede hans bror livet. Og da Eleanor slutter sig til dem, viser det sig, at hun som enke har et hul i tilværelsen, de sammen kan fylde som en umage familie.

Det er næsten for opbyggeligt, og enhver kan samle puslespillet halvvejs gennem historien.

Men The Peanut Butter Falcon fungerer i kraft af den gode, farefulde eventyrstemning og jovialt selskab. Shia LaBeouf leverer endnu en indlevende og passioneret præstation, når han flirter skamløst med Dakota Johnson i rollen som Eleanor.

Hende kunne man godt have ønsket sig skrevet lidt mindre ensporet. Hun er mild, god og føjelig, mere rekvisit i fortællingen end troværdig.

Dét er til gengæld Zack Gottsagen i hovedrollen. Vi skal tilbage til norske Detektiv Downs for at finde en bedre præstation af en skuespiller med Downs syndrom. Zaks oprigtighed er rørende, men aldrig barnagtig, og man bliver indigneret på hans vegne, når en utålmodig omverden modarbejder ham.

Han vil jo bare tages alvorligt, også når han insisterer på at være wrestler og følger en 80’er-kitschet reklame fra et tyndslidt videobånd for at opnå sin store drøm. Tyler og Eleanor bliver reserveforældre, der viser, hvad det vil sige at møde folk i øjenhøjde uanset deres ståsted.

Der er kælet for iscenesættelsen og atmosfæren. Man bliver let henført til det maleriske flodlandskab, hvor egetræerne er dækket med spansk mos, og alligatorerne titter lumsk op fra overfladen, træstammer med uudgrundelige øjne.

Og så rammer miljøtegningen noget råt i skildringen af små kår og desperation i kystlandskabets sumpe. Men der er også en stolthed i skildringen af dette samfund af rednecks og trailer trash – en hyldest til en unik amerikansk kultur, hvor man giver desperate fremmede en slurk hjemmebrændt og peger i den gale retning, hvis ordensmagten skulle spørge om vej.