Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde

Det er, som om filmproducenters kvalitetskrav tager et akut dyk, når december nærmer sig. I hvert fald er der langt mellem de gode – eller bare mellemgode – julefilm, og den anden tyskproducerede film om Peddersen og Findus er ingen undtagelse.

Filmen, der bygger på svenske Sven Nordqvists populære børnebøger, følger den gamle enspænder Peddersen og hans livlige kat Findus og deres juleforberedelser et sted i de svenske skove.

Findus har store juleplaner.

Sammen med Peddersen skal han skurre gulvet, bage peberkager, pynte op, fælde et juletræ og købe ind til julefesten, så de både har skinke, sylte og chokoladebudding. Men da Peddersen slår foden i et slemt kælkeuheld, bliver julehyggen pludselig bragt i fare.

Instruktøren er tysk-iranske Ali Samadi Ahadi, der også var manden bag Peddersen og Findus: Den lille drillepind fra 2014. Men han formår ikke at overføre billedbøgernes idérigdom og charme til filmlærredet.

Mens schweiziske Stefan Kurt lægger krop til gamle Peddersen, leverer garvede skuespillere som Per Pallesen og Lars Knutzon rutinepræstationer som henholdsvis Peddersen og naboen Gustavsens stemme. Unge Vitus Magnussen gør det udmærket som Findus’ danske stemme, men der er ikke megen hjælp at hente i Thomas Springers joke-fattige manuskript.

I slapstick-afdelingen går det noget bedre.

Sammen med Peddersens hæsblæsende kælkeulykke er de få, opspeedede montagescener, hvor figurerne optræder mange gange i samme billede, vellykkede med deres hysterisk farceagtige præg.

Desværre fylder det for lidt og den tandløse hygge for meget. Helt slemt bliver det, da filmen slutter i en ualmindeligt umusikalsk scene. Måske skulle idéen om Bollywood på bondesvensk være droppet.

Filmen bygger på flere af Sven Nordqvists bøger og låner blandt andet fra Jul hos Peddersen og Nissemaskinen. Og de tyske filmskabere har arbejdet sammen med forfatteren. Og selv om det stadig føles mærkeligt, når billedbøger eller tegneserier bliver omsat til menneskefilm, er det tydeligt at Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde rent visuelt er tro mod bogforlægget.

Peddersens hat har det helt rigtige knæk, og Findus’ smækbukser har den helt rigtige grønne farve. Og selv om Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde egentlig er en tysk film, rammer den ret godt de gængse danske forestillinger om broderfolket: røde træhuse, peberkager og skærgårdsidyl for alle pengene. Man venter bare på, at Emil og Pippi kigger forbi.

Alligevel er der noget, som er ved siden af.

Findus, der med undtagelse af de mærkelige bifigurvæsener, Buklerne, er eneste animerede indslag, virker decideret fejlplaceret. Den ellers så elskelige kat virker af og til helt uhyggelig, når den står der med sine store, computergenererede øjne i et landskab, som ligner scenografien til et halvsløjt børneteaterstykke.

Samspillet mellem animation og live action fungerer kun sjældent, og det er med til at forstærke indtrykket af en film, der simpelthen ikke har sat barren højt nok.

Budskabet om at give og modtage, om venskab og naboskab, er velmenende, men så meget desto mere fortærsket. Og Den bedste jul nogensinde er desværre ikke den bedste til noget som helst.

Überhaupt.