Serieanmeldelse
22. apr. 2020
Penny Dreadful: City of Angels
Dæmonen Magda skaber optøjer i et betændt Los Angeles, og Natalie Dormer leverer en pragtpræstation i rollen som både chic og ondsindet. Foto | Warrick Page

Penny Dreadful: City of Angels

Natalie Dormer imponerer med en herligt overdreven præstation, men spinoff-serie om racekrig i englenes by er ikke radikal nok.

Af David Madsen

En sjælden gang imellem oplever man i en serie en skuespilpræstation så suveræn, at den kommer til at definere resten af serien.

Matthew McConaugheys detektiv Rust Cohl i True Detective. Sherilyn Fenns Audrey Horne i Twin Peaks. Bryan Cranstons Walter White i Breaking Bad.

I Penny Dreadful: City of Angels leverer Natalie Dormer en lige så imponerende præstation som dæmonen Magda.

I første scene proklamerer hun en global racekrig, der vil udslette menneskeheden, hvorefter hun nonchalant går igennem en brændende mark, der tilintetgør de mexicanske bønder.

I 1938 hjælper Magda med at sætte ild til Los Angeles’ krudttønde. Hun agerer loyal assistent for den brovtende politiker Charlton Townsend, der har planer om at føre en motorvej gennem mexicansk-amerikanske ghettoområder og stolt sammenligner sig selv med Mussolini og Hitler.

Hun får en tysk immigrant og nazi-sympatisør til at se rødt, da hun som hjælpeløs hausfrau grædende fortæller om sin ondsindede, amerikanske mand – og ikke mindst alle de jøder, som mobber hendes dreng.

Som den glubske djævel på ryggen af ondsindede mænd og kvinder spinder hun som en diabolsk kat i selvtilfredshed, hver gang de idiotiske dødelige følger hendes mindste vink og råd. Og Natalie Dormer er vidunderlig både som den kyske frue med en gebrokken tysk accent og som den selvsikre mafioso med chic frisure, som proklamerer revolution på gaden.

Desværre kan serien ikke leve op til det høje niveau, skuespilleren lægger for dagen. Det meste af serien følger Tiago (Daniel Zovatto), LAPD’s nyansatte og første politidetektiv af mexicansk afstamning. Han har en hårdere start på jobbet end de fleste.

Broren Raul, som leder en aktivistgruppe mod ødelæggelsen af den mexicanske ghetto, er ikke overraskende imod Tiagos plads blandt panserne. Og på sin første arbejdsdag oplever han en hvid familie fra Beverly Hills myrdet, parteret og klædt efter traditioner fra Dia de Muertos.

Tankerne går unægtelig til Roman Polanskis Chinatown, hvor privatdetektiven Jake opklarer et mord, som er en del af en større konspiration blandt Los Angeles’ elite.

Tiago finder hurtigt frem til, at der er mere i sagen end en flok vrede mexicanere, som har myrdet en rig, hvid familie. Imens overfuses han på arbejdet af en overdrevent racistisk, homofobisk og misogyn politiofficer, mens makkeren Lewis (Nathan Lane) godmodigt tager ham under sine vinger.

Han er i konstant konflikt mellem sine mexicanske rødder og sit arbejde som lovhåndhæver og stik-i-rend-dreng for de hvide magthavere.

Men Daniel Zovatto er desværre ingen Jack Nicholson fra Chinatown.

Tiago falder pladask for den underskønne korsanger Molly, der naturligvis bærer på en mørk hemmelighed. Men romancen mellem de to er uden gnist og virker til kun at være indlemmet, fordi en neo-noir-serie naturligvis bliver nødt til at have en femme fatale på rollelisten.

Penny Dreadful: City of Angels er en spinoff-serie af Penny Dreadful, der fra 2014 til 2016 kørte i tre sæsoner med en afrundet historie om psykologisk gys. Men den nye ombæring har et andet fokus.

Med trusler om en racekrig og kampen mellem nazister, mexicansk-amerikanske statsborgere og racistiske sydstatspolitikere prøver serien at færdes i samme farvand som The Plot Against America og Hunters. I David Simons førstnævnte miniserie vinder en nazi-kollaboratør 1940-præsidentvalget over Roosevelt, mens Al Pacino i Hunters jagter og dræber nazister på amerikansk grund i 1970’erne.

Det er serier, som graver op i USA’s betændte historie for at belyse de fascistoide tendenser, som ikke blot har infiltreret, men i høj grad lægger til grund for Land of the Free.

Med Det Hvide Hus’ orange klovn, der stolt har sagt, at mexicanere er ”voldtægtsmænd” og”forbrydere”, og højreekstremisters terror, må man sige, at virkeligheden endnu engang overgår fantasien.

Med det in mente er Penny Dreadful: City of Angels slet ikke radikal nok til at chokere.

Titel:
Penny Dreadful: City of Angels

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
John Logan

Medvirkende:
Natalie Dormer, Daniel Zovatto, Nathan Lane

Spilletid:
Otte afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
27. april på HBO Nordic

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!