Penny Dreadful: City of Angels

En sjælden gang imellem oplever man i en serie en skuespilpræstation så suveræn, at den kommer til at definere resten af serien.

Matthew McConaugheys detektiv Rust Cohl i True Detective. Sherilyn Fenns Audrey Horne i Twin Peaks. Bryan Cranstons Walter White i Breaking Bad.

I Penny Dreadful: City of Angels leverer Natalie Dormer en lige så imponerende præstation som dæmonen Magda.

I første scene proklamerer hun en global racekrig, der vil udslette menneskeheden, hvorefter hun nonchalant går igennem en brændende mark, der tilintetgør de mexicanske bønder.

I 1938 hjælper Magda med at sætte ild til Los Angeles’ krudttønde. Hun agerer loyal assistent for den brovtende politiker Charlton Townsend, der har planer om at føre en motorvej gennem mexicansk-amerikanske ghettoområder og stolt sammenligner sig selv med Mussolini og Hitler.

Hun får en tysk immigrant og nazi-sympatisør til at se rødt, da hun som hjælpeløs hausfrau grædende fortæller om sin ondsindede, amerikanske mand – og ikke mindst alle de jøder, som mobber hendes dreng.

Som den glubske djævel på ryggen af ondsindede mænd og kvinder spinder hun som en diabolsk kat i selvtilfredshed, hver gang de idiotiske dødelige følger hendes mindste vink og råd. Og Natalie Dormer er vidunderlig både som den kyske frue med en gebrokken tysk accent og som den selvsikre mafioso med chic frisure, som proklamerer revolution på gaden.

Desværre kan serien ikke leve op til det høje niveau, skuespilleren lægger for dagen. Det meste af serien følger Tiago (Daniel Zovatto), LAPD’s nyansatte og første politidetektiv af mexicansk afstamning. Han har en hårdere start på jobbet end de fleste.

Broren Raul, som leder en aktivistgruppe mod ødelæggelsen af den mexicanske ghetto, er ikke overraskende imod Tiagos plads blandt panserne. Og på sin første arbejdsdag oplever han en hvid familie fra Beverly Hills myrdet, parteret og klædt efter traditioner fra Dia de Muertos.

Tankerne går unægtelig til Roman Polanskis Chinatown, hvor privatdetektiven Jake opklarer et mord, som er en del af en større konspiration blandt Los Angeles’ elite.

Tiago finder hurtigt frem til, at der er mere i sagen end en flok vrede mexicanere, som har myrdet en rig, hvid familie. Imens overfuses han på arbejdet af en overdrevent racistisk, homofobisk og misogyn politiofficer, mens makkeren Lewis (Nathan Lane) godmodigt tager ham under sine vinger.

Han er i konstant konflikt mellem sine mexicanske rødder og sit arbejde som lovhåndhæver og stik-i-rend-dreng for de hvide magthavere.

Men Daniel Zovatto er desværre ingen Jack Nicholson fra Chinatown.

Tiago falder pladask for den underskønne korsanger Molly, der naturligvis bærer på en mørk hemmelighed. Men romancen mellem de to er uden gnist og virker til kun at være indlemmet, fordi en neo-noir-serie naturligvis bliver nødt til at have en femme fatale på rollelisten.

Penny Dreadful: City of Angels er en spinoff-serie af Penny Dreadful, der fra 2014 til 2016 kørte i tre sæsoner med en afrundet historie om psykologisk gys. Men den nye ombæring har et andet fokus.

Med trusler om en racekrig og kampen mellem nazister, mexicansk-amerikanske statsborgere og racistiske sydstatspolitikere prøver serien at færdes i samme farvand som The Plot Against America og Hunters. I David Simons førstnævnte miniserie vinder en nazi-kollaboratør 1940-præsidentvalget over Roosevelt, mens Al Pacino i Hunters jagter og dræber nazister på amerikansk grund i 1970’erne.

Det er serier, som graver op i USA’s betændte historie for at belyse de fascistoide tendenser, som ikke blot har infiltreret, men i høj grad lægger til grund for Land of the Free.

Med Det Hvide Hus’ orange klovn, der stolt har sagt, at mexicanere er ”voldtægtsmænd” og”forbrydere”, og højreekstremisters terror, må man sige, at virkeligheden endnu engang overgår fantasien.

Med det in mente er Penny Dreadful: City of Angels slet ikke radikal nok til at chokere.