Pepe the Frog – kongen af memes

Pepe er en glad frø.

Det siger hans skaber Matt Furie i hvert fald. For de få, der kender hans tegneserie Boy’s Club, er det nok en meget god beskrivelse.

Men for mange flere er den stenede frø et hadsymbol, som den højreorienterede alt-right-bevægelse har taget til sig på sider som 4chan. Her eksisterer flere millioner forskellige billeder af frøen i sexistiske, racistiske og direkte uhyggelige fortolkninger. Frøen er for eksempel blevet tegnet som den, der sendte flyene ind i Tvillingetårnene ved 9/11. 

For endnu flere er alt det her sikkert sort snak.

Arthur Jones’ dokumentar om meme-fænomenet Pepe har kastet sig ud i den utaknemmelige opgave at forklare meme-kultur for den bredere befolkning. I sig selv et paradoks, da idéen med memes – typisk et billede med noget tekst – er at skabe så indforstået humor som muligt og dermed forhindre, at andre forstår det.

Ikke desto mindre kommer Pepe the Frog – kongen af memes godt fra start, og med pædagogiske ekspert-interviews bliver internettets mest abstrakte sider nogenlunde forståelige.

Især fordi legesyge animationer af Pepe – skabt til lejligheden – illustrerer fortællingen, og det kommer til at føles, som om frøen endelig får lov at fortælle sin egen historie.

Men i kernen af menageriet er Matt Furie, en fredelig, amerikansk tegner med en blid stemme. I 2005 tegnede han i en alder af 26 år første gang en lille frø ved navn Pepe.

På ganske få år måtte han se sin skabning gå fra at være en sjov tegneseriefigur til at blive et kontroversielt internetfænomen og komme ind på den jødiske organisation Anti-Defamation Leagues liste over hadsymboler.

Matt Furie mistede kontrollen over sit beskedne kunstværk, men frøen ændrede sig også.

Fra at være en glad frø blev den en dybt deprimeret frø, et perfekt symbol på selvfølelsen blandt 4chan-websidens hær af retningsløse unge mænd. Og den triste frø forvandlede sig til sidst til en kynisk og voldsglad lille padde, der opfordrer til vold.

Som en af dokumentarens mange interneteksperter siger: ”Det er ikke bare dét, at disse memes resulterer i vold. Volden bliver også til et meme.”

Ligesom så mange andre symboler i verdenshistorien – for eksempel hagekorset, der startede som hinduistisk og buddhistisk symbol – har en gruppe mennesker uden respekt for den oprindelige betydning gennemtrumfet en langt mere horribel.

Det er en historie om kunstneren, der skaber et værk, som han ikke har den mindste kontrol over, når det først er offentliggjort.

Sådan er det nu engang, men det er svært ikke at have ondt af Matt Furie, der aldrig får sin elskede, glade frø tilbage. I dag er han stadig ikke helt sikker på, hvordan man udtaler ”meme” og alligevel regnes hans skabning som et af kronværkerne i meme-kulturen.

Uden at dele et eneste synspunkt med alt-right-bevægelsen vil han for evigt huskes som hadsymbolet Pepes fader. Derfor er det så trist at se på, når han ganske naivt forsøger at genvinde Pepes oprindelige betydning med bevægelsen Save Pepe.

Men måske er der alligevel håb for Pepe. I Hongkong har tidens store frihedsdemonstrationer valgt en helt tredje udgave af Pepe som symbol på deres kamp.

”Pepe er trist, men jeg har håb for, at han en dag vil smile igen,” siger en demonstrant i en af filmens smukkeste scener.

Her løber dokumentaren dog ind i et problem. For hvor filmen havde fungeret perfekt som en tragedie med et glimt af håb, forsøger instruktøren Arthur Jones at gennemtvinge en lykkeligere slutning ved at inddrage Matt Furies juridiske copyright-kamp, der virker håbløs.

Men som en pædagogisk udredning af et kompliceret internetfænomen og en skræmmende historie om, hvad der kan ske med en uskyldig tegning, er Pepe the Frog værd at se.