Perfect Strangers

At mennesket kan være et løgnagtigt, småligt og fejt væsen, er ikke nogen nyhed. Fejlbarlighed er snarere et menneskeligt grundvilkår.

Det synes derfor som en teknologiforskrækket påstand, når italienske Perfect Strangers forsøger at udpege mobiltelefonen som tidens helt store onde – en ubehagelig, lille boks designet til at rumme løgne.

Bringer en iPhone da kun lykke? Nej, men det er en elendig undskyldning, hvis du peger på den, hver gang du handler usympatisk.

Rocco (Marco Giallini) og Eva (Kasia Smutniak) går og nusser om nips og mad, for de venter gæster. Deres hjem ligner sider fra et boligmagasin, og de nysselige, mørke nuancer og den smagfulde indretning iscenesætter dem som et par fra den pænere middelklasse.

Han er plastikkirurg, hun er psykoterapeut. Rocco går til terapeut, Eva ønsker større bryster. Men de får ikke talt om den slags, hverdagen er kommer mellem dem. Det samme er de satans mobiler.

Så følger vi de indbudte gæster, der gør sig klar til middagen. Cosimo (Edoardo Leo) fremstår som en erotoman med Super Mario-moustache, og han er kæreste med den søde og naive Bianca (Alba Rohrwacher). I bilturen er de bekymrede for, om værtsparret vil kunne lide den biodynamiske vin, de har købt. De skal snart få større problemer at kere sig om.

Carlotta (Anna Foglietta) smider trusserne, så hun er nøgen under kjolen, lige før hun sammen med sin sammenbidte husbond Lele (Valerio Mastandrea) tager af sted.

Trinde Peppe (Giuseppe Battiston) tropper op alene.

De fleste i vennegruppen har kendt hinanden siden barndommen, og de synes, at der til denne middag skal ske noget nyt. De beslutter at gennemføre en leg, hvor alle mobiltelefoner lægges frem på bordet. Alle indkomne beskeder skal læses højt, og opkald besvares med højtalerfunktionen, så intet skjules.

Instruktør Paolo Genoveses film er yderst velspillet og dialogen oftest velskrevet (de har også været fem manusforfattere!).

Da ærlighed bliver aftenens tema, forklarer kirurg-Rocco ganske skægt, at han ikke håber, han og Eva ender som triste udgaver af Barbie og Ken – hun med bryster af plastik og han uden nosser.

Men præmissen tilbyder nærmest ingen plads til afstikkere eller overraskelser, og legen bliver hurtig forudsigelig. For det ender selvfølgelig i omsiggribende splid.

Perfect Stragners vil gerne kategorisere usandhed som et samtidsproblem. Den postulerer, at det er blevet for nemt at lyve, fordi store dele af vores liv leves i onlineverdeners mørke afkroge.

Men teknologi synes ikke at være personernes største problem. Deres utiltalende træk kan nettet ikke klandres for. Det er bare dem, der vælger at bruge tidens muligheder dubiøst.

Da en af personerne modtager et nøgenbillede, sendes telefonen rundt, så alle kan få det hele med, hvilket er et modbydeligt brud på privatlivets fred. Den slags skal altså ikke deles uden samtykke.

Senere ringer Rocco og Evas teenagedatter, og far tager sig en gribende samtale med datteren om, hvorvidt hun er parat til at miste sin mødom. Det er ulækkert, at vennerne lytter så interesseret med.

Af og til skal der ryges, og ude på altanen spiller instruktør Paolo Genovese sit bedste kort. En tiltagende måneformørkelse bliver det ominøse billede på fordækthed og er samtidig filmens dystre tidsmarkør.

Enspænderen Peppe træder efterhånden i karakter som filmens mest interessante. Men Perfect Strangers har så travlt med at udbasunere alle karakterers tidligere fejltrin, at de spændende tråde drukner i afsløringer om spirituskørsel, utroskab og svigermormisbilligelse.

Den sydeuropæiske gestikuleren bliver mere og mere frustreret, som filmen skrider frem, og flere italienske stereotypier indfinder sig – for eksempel katolsk homofobi.

De sidste minutter af filmen byder på et overraskende og underholdende plottwist. Her udviser instruktøren opfindsomhed og et overblik, der desværre ikke er til stede, mens store og små synder afdækkes monotont.