Perfekte steder

Forelskelse er en mærkelig størrelse, som ikke rigtigt kan forklares. Faktisk tiltrækkes modsætninger, siger man jo, og det gør kun det hele endnu mere uforklarligt.

Hvordan forklarer man så det uforklarlige i film og serier, hvor vi som publikum gerne vil vide, hvorfor to mennesker er tiltrukket af hinanden?

Utallige romcoms gennem tiden har blot ladet to smukke mennesker møde hinanden og så satset på, at attraktionen mellem dem ville virke naturlig i publikums øjne.

Det er også tilfældet i de første tre afsnit af den nye TV 2 Zulu-serie Perfekte steder.

Rose er en søgende sjæl, der ikke har styr på hverken arbejde, kærlighedsliv eller særligt meget andet. Til gengæld strømmer hendes umættelige livsenergi ud af øjnene på altid dygtige Sara Hjort Ditlevsen, hvis følelser konstant skifter, mens kameraet afdækker hvert eneste ansigtstræk.

Imens har Gustav Dyekjær Giese det sværere som den anderledes tilknappede Tobias. Hans øjensynligt fine job betyder, at han hele tiden går rundt i jakkesæt og virker meget stiv i betrækket.

Nåh ja, og så har han en kæreste af den slags, hvor passion er blevet erstattet af rutine.

Det er naturligvis meningen, at der skal være et kontrastforhold mellem Rose og Tobias, som netop er det, der bringer dem sammen. Men det kommer til at virke forceret og overfortalt, når deres forskelligheder fremhæves flere gange under tilfældige møder.

Rose er typen, der finder en retning i livet ved at vejre vinden med en finger i munden og dernæst i luften. Tobias er typen, der har fået lagt en vej ud for sig, og nu kun så småt begynder at afvige fra den.

Da deres spor krydser hinanden, er der en øjeblikkelig tiltrækning. Men går den udelukkende på det kaos og den orden, de savner og fornemmer hos hinanden? Det spørgsmål giver serien ikke straks svar på, og derfor kommer deres akavede kemi fra starten til at fremstå mere kikset end troværdig.

Det hjælper heller ikke, at det hele er smurt ind i et soundtrack, der veksler mellem nutidens store hits og popballader fra slut-80’erne.

Både The Cures Just Like Heaven og Morrisseys Everyday Is Like Sunday er fantastiske sange, men de kommer også til at stjæle fokus fra handlingen.

Perfekte steder er skrevet og instrueret af komikeren Mikael Wulff. Har man set hans standup, ved man, at han tidligere har gjort sjove observationer om mødet mellem mænd og kvinder. Men serien fungerer faktisk bedst, når den foregår i Roses venindekreds.

Mens Tobias kæmper for at slippe ud af sin seriøse mors skygge og kedelige kærestes klør, er der mere humor i Roses lejlighed. Her har både hun og bofællen MM morsomt herrebesøg i første afsnit, og det er immervæk sjovere, når kvindegruppen diskuterer værdien i dick pics, end når Tobias og kæresten skændes om farveskalaen i deres gråtonede tøj.

Også kamera-arbejdet er prisværdigt. Man trækkes ind i scenerne af det glidende kamera, der følger i hælene på folk på det hektiske diskotek og bevæger sig rundt om Rose og Tobias, når de har et af deres øjensynligt skæbnebestemte møder, der ender på Burger King.

På dette langt fra perfekte sted, hvad romantik angår, mærker man en nerve, som serien meget gerne må bygge videre på. Her får en skæv samtale om pomfritters familiære relation til kartofler et skud intensitet i den dybe øjenkontakt. Øjeblikket giver dem spontan lyst til at komme med store kærlighedserklæringer, som kendetegner vanviddet i første fase af den uforklarlige forelskelse.

Og sidst i tredje afsnit træffer Tobias en beslutning, der efter alt at dømme sætter gang i seriens anden akt, hvor den umiddelbare tiltrækning nok skal udskiftes med mere direkte og følelsesmæssig lidenskab.

Det kan forhåbentlig give Perfekte steder en tiltrængt dosis vitalitet. Lige nu savner man enten mere uperfekt vildskab eller en forklaring på, hvorfor de her to mennesker er så fascinerede af hinanden.