Perlemorsknappen

Det sætter sig naturligvis, hvis ens lands politiske historie er gennemvædet af blod fra mord.

Chilenske Pablo Larraín har i filmene Tony Manero, Post Mortem og No beskæftiget sig med militærkuppet i 1973, hvor Augusto Pinochet med vold tog magten fra præsident Salvador Allende.

Kuppet har også været aksen i landsmanden og dokumentaristen Patricio Guzmáns film siden midten af 70’erne. I sin nyeste dokumentar Perlemorsknappen undersøger Guzmán, hvordan Pinochets onde ånd stadig spøger i det aflange land i Sydamerika, selv om diktatoren måtte afgive magten i 1990.

Perlemorsknappen kigger mod havet efter svar. Vand er forudsætningen for alt liv, men for et militærdiktatur kan det også bekvemt anvendes som en altopslugende kirkegård.

Guzmán er fortælleren, der med sin rolige, behagelige stemme fører os gennem abstraktioner og poetiske digressioner om vand. Ordene gav tidligere i år en Sølvbjørn på Berlinalen for bedste manuskript.

Perlemorsknappen undgår kløgtigt at blive for sværmerisk eller fabulerende, idet Guzmán hele tiden sørger for at binder det flyvske sammen med Pinochets skræmmende konkrete forbrydelser.

Pinochets kup sammenlignes i én scene med en eksploderende stjerne. I næste beskriver Patricio Guzmán, hvordan politiske fanger fik brændt huden med cigaretter og syre.

Blandingen af poesi og indigneret essay er også til stede i Guzmáns lige så fremragende Nostalgia for the Light (2011), hvor han kigger mod stjernerne for at undersøge bestialiteten. Her sammenligner han astrologers ønske om at forstå fortiden med kvinder, der vandrer rundt i den enorme Atacama-ørken for at finde spor af deres dræbte familiemedlemmer.

Guzmán arbejder med sammenhænge, og han har en idé om, at man måske kan finde mening, hvis man zoomer langt nok ind eller ud. Perlemorsknappen starter med lange indstillinger af en klump kvarts, der er fundet i ørkenen.

Den er 3.000 år gammel. Indeni gemmer sig en dråbe vand, der har overlevet på et af jordklodens tørreste steder. Sådanne små detaljer fortæller en større historie. En knap fra havet fører til en større undersøgelse af, hvordan Pinochet sørgede for, at politiske fanger sank mod bunden.

Guzmáns dokumentar er lige så vidunderligt smuk som foruroligende. I satellitbilleder fremviser han det chiliformede land, der er isoleret af Stillehavet mod vest, Andesbjergene mod øst, Atacamaørkenen mod nord og Antarktis mod syd. Den ekstraordinære natur – gletsjere, ørken, vand – fremstår smukkere end i nogen BBC-dokumentar.

Naturoptagelserne suppleres af sort-hvide stillbilleder taget af Paz Errázuriz, en stil, man kender fra Wim Wenders bjergtagende The Salt of the Earth.

Da et aflangt kunstværk, der forestiller Chile i bronzerøde nuancer, foldes ud over cyanfarvet karton, bliver det et glimrende billede på dokumentaren: underskøn, men ligner samtidig en giftig slanges ham.

Et naturromantisk forhold til Chiles oprindelige befolkning, patagonierne kunne være blevet uinteressant nostalgi. Men igen binder Guzmán fornemt en sløjfe og får uskyldstabet fra 1973 til at gå i dialog med kolonisternes nedslagtning af de patagonske vandnomader.

Patagonierne levede i pagt med naturen, og i deres sprog kawésqar findes ingen ord for ”politi” eller ”gud”. I 1800-tallet var de 8.000. I dag er der tyve tilbage.

Perlemorsknappen er ikke kun panderynkende alvor. På et tidspunkt dukker en krøllet botaniker op. Han har opdaget musik i rislende vand og forsøger at kopiere lyden med voldsom strubesang. Når noget så skingert leveres med så stor indlevelse, er det bare sjovt.

Og så er det altså bare at give efter for latter. Guzmán skal hurtigt nok trække én tilbage til kolonisternes masseudryddelse og Pinochets likvideringer.