Perry Mason

Tv-serien om forsvarsadvokaten Perry Mason og co. kørte over den lille skærm fra 1957 til 1966.

Bygget over bøgerne af den amerikanske jurist Erle Stanley Gardner blev serien både en international succes og en skoledannende genre. I en serie med stovte mænd i storternede jakker, der kunne stå selv, og chikke kvinder med stillestående frisurer, udstrålede de USA’s velbjergede, konsumerende og tilbagelænede livsstil i slutningen af 50’erne og frem.

Men den første Perry Mason-roman så dagens lys i 1932 under Depressionen i Amerika. Gardners helt opererede i samme samspilsramte storby og californiske samtid som hans gode ven og kollega Raymond Chandlers privatdetektiv Philip Marlowe.

Det har skaberne af denne spritnye udgave af Perry Masons mordopklarende meritter i Los Angeles i den grad lagt vægt på. Borte har taget den smarte træmand, advokaten uden aldring og samme attitude fra sag til sag.

Her møder vi ham i første afsnit som en forhutlet krigsveteran, fraskilt far og en snusket privatdetektiv. I 1931 kører han sammen med en kollega rundt i en afdanket mælkevogn og tager billeder af prominente folk med prostituerede for en ældre, småkriminel sagfører.

En kidnapning er gået galt. Løsesummen forsvinder sporløst, og det kidnappede spædbarn findes myrdet. Alt for hurtigt har det korrupte politi en mistænkt.

Masons medhjælpere findes stadigvæk. Den snu og sexede Della Street og den snedige og snarrådige Paul Drake, en sort politibetjent, som først senere bliver Masons privatdetektiv.

Det er først omkring midtvejs i serien, at man ser Mason træde i karakter som den berømte forsvarsadvokat. Perry Mason afslører sig nemlig som en prequel om, hvordan Mason blev til den, vi kender fra tv-serien.

Indtil da er Perry Mason mere som Philip Marlowe og Polanskis J.J. Gittes i Chinatown.

Fantastisk lækkert er 1930’ernes metropol L.A. og omegn minutiøst genskabt. Til dengang firkantede biler dyttede skingert ud ad boulevarder med høje palmer, sporvogne kørte i gader ramt af optøjer og slum, skyskrabere var nye og imposante.

Hollywood korrumperer alt og alle fra gadebetjenten til gangsteren, mens hoben af kriseramte falder til føje i fundamentalistiske sekter.

Balancen mellem seriens samtid og historiske korrekthed, mellem anakronisme og aktualitet, er rimeligt i orden. For alle os, som aldrig bliver færdig med film noir – også dem i douce farver – er der fint serveret.

Den walisiske skuespiller Matthew Rhys (spionfaren i The Americans) er sublim som en rustik og romantisk Mason. Den maskuline mystik bag et lidt fersk flødefjæs bliver først manifest mandigt med et par skægstubbe. Faktisk mimer Rhys mellemkrigstidens androgyne mandestjerner: Cary Grant, Tyrone Power og Robert Montgomery. Mænd, som kunne gå ud og ind af fint jakkesæt og flosset arbejdstøj uden at miste deres aura af at være født til noget andet.

Juliet Rylance er aldeles fremragende som den feministiske – og biseksuelle – Della Street. Hun er smartere end politiet tillader.

Altid gode John Lithgow er Masons mentor og Streets arbejdsgiver, den ældre sagfører, som er god på bunden, selv om der er langt ned.

Fandens karle i frakker, som snakker, farlige kvinder med gustne hensigter, alle ryger som skorstene, alle drikker af lommelærker … vi befinder os i forbudstidens sidste dage, hvor den herskende drukkenskab ikke længere er helt så skjult som før.

Historien om dengang, Perry Mason fik sin advokatbestalling, er en lidt langstrakt og sej affære. Men til gengæld får man også mange mord, tortur og tørre tæsk, knaldende sex og kinesiske bordeller.

Plottet er indviklet. Historiens labyrintiske, men også ensporede intrige spundet ud over otte timer og otte afsnit, er dog gennemgående underholdende.