The Personal History of David Copperfield

På papiret ligner det lidt af et kunstnerisk sidespor, når satirikeren Armando Iannucci kaster sig over noget så støvet som en filmatisering af Charles Dickens.

Iannuccis politiske In the Loop og Stalins død er mesterlige opvisninger i skarptskårne syrligheder, og i tv-serierne The Thick of It, Veep og senest rumkomedien Avenue 5 folder han sin desillusionerede galgenhumor fuldt ud.

Den burde stemme dårligt overens med Dickens’ overstrømmende velvilje, så hvorfor gå 170 år tilbage i tiden for at kaste sig over David Copperfield – endda en af den victorianske forfatters mest generøse, optimistiske underdog-fortællinger?

Men på lærredet er The Personal History of David Copperfield en morsom og underholdende film. Sammen med sin faste skrivemakker Simon Blackwell opnår instruktørenen smuk forening af to vidt forskellige temperamenter.

Først når man har set filmen færdig og grinet ud, forstår man, hvor elegant den samler to markante stemmer i en duet.

Ligesom engelske Josie Rourkes Maria Stuart – Dronning af Skotland er filmen farveblindt castet, og det er med til at ruske op i en genre, der er berygtet for at være konservativ. Filmskaberne har hyret et forfriskende forskelligartet ensemble af talenter til at vække en gammel historie til live.

Dev Patel står i front som den forældreløse dreng, der må slide sig igennem verdens uretfærdigheder.

Patel er altid et tiltalende bekendtskab, og han tilfører David en afvæbnende kejtethed. Hans smaskforelskede forsøg på at bejle til den bedårende, men enfoldige Dora – en fiffig komisk præstation af Morfydd Clark – er herligt fjoget, fysisk komik: klodset at se på, men nøje timet og tilrettelagt.

Han er et engagerende, magnetisk midtpunkt for filmen. Det er heldigt, for enhver filmatisering af David Copperfield står eller falder med hovedrollens charme og udstråling.

Dev Patel sekunderes fermt af mindeværdige bipersoner som tjenestepigen Peggotty, der sammen med sin familie af udskud bor i en opadvendt båd på stranden. Peter Capaldi og Bronagh Gallagher er elskværdige som ægteparret Micawber, der er i økonomiske vanskeligheder og hvis lod i tilværelsen falder dybere og dybere, som filmen skrider frem.

Der er også godt fyldt op med engelske excentrikere som den æselhadende Betsey Trotwood, tørt spillet af Tilda Swinton, og hendes indbildske, drageflyvende lejer Mr. Dick. Han kunne let være endt som en komisk sidebemærkning, men Hugh Laurie tegner figuren med et skrøbeligt sind og en til tider rørende selvindsigt.

Benedict Wong hygger sig som den konstant beduggedeMr. Wickfield, mens Rosalind Eleazar er kløgtig og opkvikkende som hans datter Agnes. Og Ben Whishaw er tilpas slesk som kujonen Uriah Heep, Dickens’ allerstørste skiderik!

Skuespillerne giver filmen en sprudlende kant, og at de ikke alle er leverpostejfarvede englændere, bringer filmen nærmere teatrets tradition for nyfortolkning end det stolte engelske periodedramas hang til historisk korrekthed.

Når instruktøren åbner sin film med at trække et fortæppe til side, peger han på en teatralskhed, mange overser ved Dickens. Det føles helt i hans ånd, når håndskrevne papirlapper lægges oven på billedet, som var de små dosmersedler til publikum.

Produktionsdesignet nærmer sig det fantastiske. En utraditionel husbåd myldrer med ragelse og minder fra et langt liv på havet. Omvendt lægges der ingen fingre imellem i skildringen af fattigfolkets kummerlige kår. Filmen og dens forlæg er en rejse både gennem England og klassesystemet.

I den absurde forestilling om, at nogle bør have alt og andre intet, mærker man den store forfatter og den beske satiriker tage sig til hovedet på samme tid.