Personal Shopper

Vi er nødt til at tale om Kristen Stewart.

Som ganske ung imponerede hun behørigt i en af sine første roller over for Jodie Foster i den intense Panic Room (2002). Hun fik også meget ros for sin følsomme, velsyngende karavanetøs i Ind i ødemarken.

Og så gik det galt.

I de rædselsfulde Twilight-film er hun Bella, der bliver fanget i en kærlighedstrekant mellem varulv og vampyr. Og det blev for alvor tydeligt, at talentet kun rakte til børneroller.

Filmselskaber lukrerede på hendes popularitet blandt de købestærke og modtagelige Twilight-fans, så hun havde masser af roller i mere eller mindre ligegyldige film som Jumper, The Runaways og Snow White and the Huntsman.

Men så skete der noget. Hun fik ros for Camp X-Ray, om soldaten fra Guantanamo, der bliver ven med en indsat. Hun er en del af det mageløse kvinde-ensemble i Certain Women. Og Juliette Binoche roser Stewart til skyerne efter at have spillet over for hende i Skyerne over Sils Maria, en rolle, der indbragte hende den franske César.

Det var Olivier Assayas’ forrige film, og han er åbenbart også så begejstret for hende, at han har castet hende som den altoverskyggende hovedrolle i Personal Shopper.

Jeg føler mig som den lille dreng i Kejserens nye klæder, der siger, at kejseren ikke har noget tøj på. For Kristen Stewart er altså en forfærdelig dårlig skuespiller! Hun er en tvær, følelsesløs gummidukke, og hvad der ellers kunne have været en intens og skræmmende thriller, bliver et studie i irritation over hendes mumlen, stønnen, biden i læben og manglende gnist af enhver art.

Det er ellers et meget interessant udgangspunkt.

Titlen vækker associationer til modefilm som The Devil Wears Prada, og Stewarts Maureen er da også personlig indkøber for en kendt kvinde. Bosat i Paris færdes hun hjemmevant hos Chanel og Cartier, rejser verden rundt for at hente tøj og hader sin chef, der har forbudt hende at prøve det tøj, hun skaffer til hende.

Man godter sig over at blive bekræftet i, at de kendte er ulidelige divaer, der er skødesløse i deres omgang med ting og mennesker. Men det er jo også lidt kedeligt, og så måske derfor er Maureen et medie, det vil sige, at hun kan tale med de døde.

Maureens evne til at tale med de døde er dog ikke superstærk, og hun bruger hele filmen på forvildet at fare rundt for at tale med sin tvillingebror, der døde pludseligt som følge af en medfødt hjertefejl.

Den hjertefejl har hun også, men hun skal ikke bekymre sig, hvis hun passer på sig selv, siger en læge, mens han kører en ultralydsscanner over hendes blottede bryst.

Så fik vi ligesom set dem, patterne, og så er der ellers ikke mere med sygdom og dødsangst i den film.

Dybt optaget af åndeverdenen får Maureen anbefalet den svenske kunster Hilma af Klint, og det er en fascinerende sand historie om en kvinde, der var en pioner inden for abstrakt kunst for mere end 100 år siden, men først for nyligt er blevet anerkendt.

Hilma af Klint var meget spirituel og kommunikerede efter sigende med ånder gennem sin kunst. Så Maureen begynder at tegne med fyldepen.

Men tegneriet sker der ikke mere med, og al hendes research i Klimts kunst bruges aldrig. Var det bare for at understrege, at der findes en åndeverden?

Maureen kan ikke få kontakt med sin bror, men hun støder på en – måske flere – andre ånder, og de er ikke rare. Og så begynder hun at få skumle sms’er, der lader til at vide, hvor hun er hele tiden. Er det broren eller en ond ånd? Eller noget helt tredje?

Filmen formår at give gåsehud et par gange, men mystikken er alt for nem at gennemskue. Den kiksede teknik med billeder, der fader langsomt ud, kan der heller ikke ses gennem fingre med.

Og slutningen er helt håbløs. Selv hvis der havde været en ordentlig skuespiller med, havde det stadig kun været en middelmådig film.