Pervert Park

I Pervert Park har de pædofile og voldtægtsforbryderne ordet. Ham, der voldtog en femårig pige. Ham, der stak svinet frem og spillede den af foran sin steddatter. Hende, der voldtog sin otteårige søn. Hendes tårer flyder.

”Jeg skrev med Dominic på nettet,” fortæller hun. ”Han vidste, at jeg gik i seng med min far. Han havde talt med min egen søn på otte et par gange. På et tidspunkt blev det slemt mellem min far og mig. Dominic sagde: ’Jeg kan tage mig af dig og din søn. I får penge. Alt, du skal gøre, er at have sex med din søn, mens jeg ser på.’”

Siden barndommen blev hun dagligt voldtaget af sin far og farens venner. Nu gjorde hun det mod sin egen søn.

I Florida Justice Transition bor og lever 120 dømte sexforbrydere. De skal holde sig tre kilometer fra børn. Det fungerer som et socialt værested, og beboerne har jævnligt samtaleterapi med medarbejdere. Medarbejdere, der er tidligere sexkriminelle, men selv er kommet videre med deres liv.

For også sexforbrydere kan være mennesker med følelser, samvittighed og rationel tankegang. De fortryder, hvad de har gjort.

Filmen klæder os godt på med fakta. En ærgerlig mangel i mange dokumentarfilm, så den skal have ros for at fortælle, at der bor 500.000 sexforbrydere i USA, at fem procent af dem begår lignende forbrydelser efter udtjent straf, men at under én procent af beboerne i Florida Justice Transition får et tilbagefald.

Det er rent ud sagt en fremragende idé, det danske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors har fået. Et respektfuldt kig ind i en lukket verden.

Filmen er fortalt uden brug af svulstige, dramatiske virkemidler. Her er intet plot, intet at grine af, næsten ingen musik. Filmens drivkraft er de involveredes fortællinger, som foldes ud på de blot 70 minutter helt uden offer-attitude. Og sideløbende får vi en mere strukturel fortælling, som handler om behandlingen af sexforbryderne.

Vi lærer, at sexforbrydere ofte selv har været sexofre, vi lærer om en app, hvor eventuelle tæskehold kan finde frem til sexforbryderne, vi lærer om pædofilfængsler med pik-sensorer, der måler, hvor meget du tænder på forskellige pornografiske midler. Vi lærer også om politiets metoder.

På nettet sidder en ung universitetsstuderende. En af de smarte med en ph.d. for øje. Han kommer i kontakt med en mor. De chatter og skriver sammen. Moren begynder at flirte med tanken om, at han skal have sex med hendes fjortenårige datter. Efter mange skriverier bliver den unge mand forført. Han tager over til moren, hvor politiet venter. Han blev fanget i en fælde og er for altid stigmatiseret.

Han får et års ubetinget fængsel og skal resten af livet bære prædikatet sexforbryder i et offentligt register med navn og adresse. Langt fra dansk tankegang, men måske alligevel ikke så langt. Dansk Folkeparti mener for eksempel, at beboere i nærområdet skal advares med for eksempel løbesedler, når en pædofil flytter til byen.

Hvad de her mennesker har gjort, er brutalt, bestialsk og værst for ofrene, der skal have hjælp.

Derfor er det vigtigt, at vi kender til sexforbrydernes psykologiske mekanismer. For eksempel har sexforbryderen ofte selv været udsat for vold og overgreb. Giver vi sexofre den rette behandling i tide, kan vi muligvis reducere antallet af overgreb, lyder filmens budskab.