Petite maman

Efter mormorens død tager otteårige Nelly med sin mor og far ud til morens barndomshjem for at rydde det. Her går hun på opdagelse i skoven for at lede efter en hule, som moren har fortalt en historie om, at hun byggede, da hun var barn. 

Ved hulen møder Nelly en pige, som ligner hende på en prik. Det viser sig, at der kan trækkes en række tråde mellem den lille pige og Nellys familie. 

Fortid og fremtid krydses på fantastisk vis. 

Franske Céline Sciamma er kendt for sine socialrealistiske skildringer af unge kvinder og relationerne mellem dem – som i Tomboy, Water Lillies, Girlhood og hovedværket Portræt af en kvinde i flammer. 

Her adskiller Petite maman sig, idet dramaet inddrager en række magiske elementer og fokuserer på relationen mellem en lille pige og hendes mor. 

Vi bliver nysgerrige efter, hvordan lille Nelly er forbundet til pigen, som hun møder i skoven. Nelly spilles af Joséphine Sanz og pigen i skoven af hendes virkelige tvillingesøster Gabrielle. 

Når pigerne sidder og nærmest synkront spiser Coco Pops, skal man holde tungen lige i munden for at holde styr på, hvem der er hvem. 

Der skabes en mystik, når Nelly bevæger sig rundt i den anden piges hus, som ligger gemt dybt inde i skoven og på forunderlig vis er fuldstændigt identisk med mormorens. 

Petite maman bliver en bevægende fortælling om relationer mellem generationer. I mødet med morens barndomshjem forsøger Nelly at forstå sin mors sind. Hvordan var hun selv som barn? Og er det Nellys skyld, at moren ofte er trist og bliver fjern i blikket? 

Vi får et indblik i et bånd mellem mor og datter. Gennem Joséphine Sanz’ stærke præstation kan vi fornemme en lille, ensom pige, som har tabt en smule af barndommens sorgløshed og bærer rundt på en masse bekymringer. 

Samtidig er det også en film om at miste. 

Nelly er ikke tilfreds med det sidste farvel, som hun fik sagt til mormoren. Det var ikke et ”godt farvel”, hvisker hun til sin mor, inden de lægger sig til at sove. 

For Nelly vidste ikke, at det ville blive det sidste farvel. Det gør man aldrig. Og moren spørger Nelly, hvordan hun ville have ønsket at sige farvel, hvis hun fik en mulighed mere. 

Der hviler en melankolsk stemning over filmen. Tomheden gennemsyrer filmen, og via fotografen Claire Mathons rolige, lange og dvælende indstillinger skabes en stille og empatisk fortællestil, som er genkendelig fra tidligere samarbejder mellem Céline Sciamma og Mathon. 

Vi har tidligere set film, hvor børn søger ind i en fantastisk verden, som hjælper dem med at håndtere store følelser i den lille barnekrop og tunge emner som døden. 

Og man kommer hurtigt til at sende tanker til film som Guillermo del Toros Pans labyrint eller danske Anders Walters I Kill Giants fra 2017, hvor unge Barbara i et forsøg på at håndtere sin mors sygdom skaber sin egen magiske verden, hvor hun slås mod kæmper. 

Petite maman er en lille film, der har en stor, dragende effekt.