Petra

Det småvrimler i disse år med såre mange film om store kunstnere på godt og ondt. Fra Charlotte Sielings Mesteren over Erik Clausens Aldrig mere i morgen til Florian Henckel von Donnersmarcks Værk uden skaber.

Enten er kunstneren et gennemført dumt svin eller et godhjertet geni. Eller begge dele som i den spanske Petra.

I Jaime Rosales’ film er han en ældre skulptør ved navn Jaume, som romantisk kan kaldes for et grandiost grænseoverskridende renæssancemenneske med hvad dertil hører af vin, kvinder og kunst.

Men snarere er han en kommerciel og kynisk egoist, der kun er interesseret i at tjene penge. Foruden sin egen pik, som kun kan stå, når han seksuelt ydmyger andre.

Jaumes kunstnerkone – den stille undertrykte, men siden bittert markante Marisa – siger det ligeud til den unge kunstner Petra, der er i praktik hos Jaume: Her er intet at lære ud over at tjene penge!

Petra er en ung kvinde, som hele livet har boet alene med sin mor uden at kende sin far hverken af navn eller gavn. Moren er døende, men end ikke på sit dødsleje vil hun røbe, hvem der er datterens faderlige ophav.

Tværtimod bryder moren med sin søster, fordi hun bliver datterens talskvinde.

Men Petra går sine egne veje, og via en af morens veninder kommer hun på sporet af sin far: Jaume. Eller gør hun nu også det?

Da hun infiltrerer kunstnerhjemmet, gør hun sønnen Lucas – i farens øjne en slapsvans – forelsket i sig. En forelskelse, som siden bliver til kærlighed med skæbnesvangre konsekvenser for alle parter.

Det er nemlig filmens indre og gådefulde intention at vende og dreje fortiden i visse retninger, som giver anden mening end den umiddelbart indlysende. Ligesom i den græske tragedie fortælles om for fjerne og for nære familierelationer, der skaber et fatalistisk og fatalt mønster.

Men Jaime Rosales ønsker ikke at fortælle sin historie som hos de gamle grækere, det vil sige ud af den slagne landevej. Hans labyrintiske kammerspil er delt op i diverse kapitler, som ikke følges ad kronologisk, men skaber en sær, kunstig spænding ved at accentuere højdepunkter i anden rækkefølge end den evidente.

Således får vi to selvmord og et mord, som bliver omkalfatrende for personerne.

Det finder alt sammen en afslutning. Livet er kort, men kunsten er lang. Og mon ikke den nu succesfulde kunstner og singlemor Petra alligevel lærte et eller andet hos den stygge Jaume?

Petra er filmet og fortalt med et kamera, en linse og Steadicam. Farver er lagt på hen ad vejen, og kontrapunktisk pendles der imellem grå, delvis køligt farlige og klare, vulgære, varme farver.

Det er sat i et langsomt episk flow med manieret fjernhed, hvor replikker gerne siges uden for fokus og optik. Sådan lidt sejlende stillestående a la hjemmevideo, men ført af en sikker, kunstnerisk hånd. Men helhedsindtrykket er mere fremmedgørende distant end inderligt nærværende som hos andre kammerspillende filminstruktører, for eksempel Ingmar Bergman og Eric Rohmer.

Rosales’ mennesker bliver aldrig rigtigt nærværende og fremstår mest som ekstraordinære og incestramte individer fra en kunstnerverden. Måske virker filmen mere inciterende for et spansk publikum – et latent kritisk signalement af den seksuelt frigjorte forældregeneration lige efter Francos død i 1975?

Man kan dog ikke bebrejde skuespillerne noget.

Bàrbara Lennie, som har en lille rolle i Penélope Cruz og Javier Bardem-filmen Alle ved det, er udmærket som Petra, der mod sin vilje bliver forelsket i Lucas. Jaumes søn bliver spillet underdrejet fortvivlet og faderhadsk af Alex Brendemühl, som meget symbolsk fotograferer borgerkrigens ukendte massegrave. Og amatøren Joan Botey er afdæmpet ondskabsfuld og manipulerende som patriarken Jaume.