Pharmacy Road

”Tour de Pharmacy,” er det meget lidt flatterende kælenavn, som kritikere har døbt Tour de France. Eller på dansk: Det rullende apotek. Som historien med pinagtig tydelighed har vist, så er rytterne villige til at udsætte deres krop for snart sagt alle tænkelige medikamenter.

Derfor er ”Tour de Pharmacy” selvfølgelig også den engelske originaltitel på HBO’s lille, men underholdende tv-film, der netop er en parodi på de utallige dopingskandaler, som cykelsporten har været igennem.

Af ukendte årsager har filmen herhjemme dog fået den mere tandløse titel Pharmacy Road. Måske for ikke at træde de mere cykelbegejstrede europæere over tæerne midt under Tour de France.

For to år siden lavede HBO 7 Days in Hell, hvor en syv dage lang tenniskamp stikker helt af. Den låner dokumentarens form og koder, men er ren fiktion og gakket komik. På samme måde er Pharmacy Road en såkaldt mockumentary, der udgiver sig for at være faktuel, men langt fra er det.

Det kreative hold bag filmen er det samme som 7 Days in Hell, nemlig instruktør Jake Szymanski, manuskriptforfatter Murray Miller og skuespilleren Andy Samberg kendt fra komikergruppen The Lonely Island.

Handlingen i Pharmacy Road er simpel, for ikke at sige spinkel som en bjergrytter. I en opdigtet 1982-udgave af Tour de France præsenteres vi i en slags nyhedsreportage for en række ryttere med forskellige kendetegn.

Vi møder den italienske klatrer, der dør på cyklen på toppen af et bjerg efter et voldsomt indtag af doping og coke. Vi møder den første sorte cykelrytter i Touren, den første kvindelige rytter, der sniger sig med i løbet som en anden Jeanne d’Arc, og den første afrikanske deltager, spillet af Andy Samberg.

Filmens bærende vittighed bygger mere eller mindre på Festina-skandalen i 1998, hvor adskillige ryttere med Richard Virenque i spidsen blev knaldet for doping og ekskluderet fra løbet.

I Pharmacy Road knaldes hele feltet også for ulovlig brug af præstationsfremmende stoffer – på nær fem ryttere, som må kæmpe en ensom kamp mod sejren i Paris.

Hvis det lyder som en pjattet og plat præmis for en film, er det ikke helt forkert.

På mange måder sparker Pharmacy Road en åben dør ind og insisterer på at gentage alle de vittigheder, som virkelighedens fordærvede cykelsport allerede har givet anledning til. Men filmen underholder, fordi den er så langt ude, at man bare bliver nødt til at grine.

En del af tiltrækningen er desuden skabernes imponerende evne til at tiltrække kendte navne, der enten spiller sig selv eller parodiske udgaver af diverse cykelryttere.

Pharmacy Road har således en rolleliste, som de fleste Hollywood-producenter ville slå ihjel for. I flæng kan nævnes Kevin Bacon, Jeff Goldblum, James Marsden, J.J. Abrams og ikke mindst doping-skurken nummer et, Lance Armstrong, der spiller en lettere karikeret og sørgelig udgave af sig selv.

Pharmacy Road er dygtig til at efterligne greb fra forskellige dokumentariske genrer. Små interviews med eksperter og fagfolk efterligner den klassiske sportsdokumentar, mens filmen også rammer 80’er-æstetikken perfekt med grynede tv-reportager i pastelfarver.

Med en spilletid på blot 40 minutter er Pharmacy Road mest af alt en forlænget sketch. Nok underholdende og satirisk spiddende, men på et billigt og nemt grundlag.

Cykelfans, der har fulgt sporten siden de skandaleombruste 90’ere og 00’ere, vil genkende de fleste karakterer. Kevin Bacons UCI-præsident Ditmer Klerken er for eksempel virkelighedens Hein Verbruggen, der også var sølet ind i doping-skandalen, mens Orlando Blooms karakter tydeligvis er inspireret af den lille bjergrytter Marco Pantani.

”Hvordan besejrer man en mand, der er på stoffer, hvis man ikke selv er på stoffer?” lyder Blooms rammende opsummering af dopinglogikken i cykelsporten.