Philomena

Se ikke Philomena, fordi den er baseret på en sand historie. Det er så meget i disse år – og vi går alligevel ikke i biografen for at se den historiske virkelighed.

Se i stedet Stephen Frears’ lille perle af et feelgood-drama, fordi filmen stråler i samtlige 98 minutter, så det er en fornøjelse. Men historien er åbenbart sand: Den tidligere BBC-journalist Martin Sixsmith (Steve Coogan) er netop blevet fyret som kommunikationschef for Tony Blair, da han ved en fest tilfældigt hører om Philomena (Judi Dench) og hendes søgen efter sin søn.

Den intellektuelle og arbejdsløse Martin opsøger Philomena, tidligere sygeplejerske og nu pensionist. Dengang Philomena blev gravid som teenager i 1952, slog familien hånden af hende.

Hun fødte sin søn, Anthony, i et nonnekloster i Roscrea i Irland, hvor hun arbejdede i vaskeriet for at betale for sit ophold. Hun måtte kun se sønnen én time om dagen, og da Anthony var tre, blev han imod hendes vilje bortadopteret til en velhavende, amerikansk familie. Lige siden har Philomena forgæves ledt efter ham, og på hans halvtredsårs fødselsdag fortæller hun for første gang sin datter Jane om dette barn født uden for ægteskab.

For Martin er det en såkaldt human interest-historie. Han øjner muligheder i Philomena, og sammen optrævler de en fortælling om sorg, tro, håb, menneskelig stræben og den slags banaliteter, der lyder som tonstunge klicheer på papiret, men ikke desto mindre rammer lige i hjertet takket være et genialt manuskript af Coogan og Jeff Pope og to absolutte mesterpræstationer fra Dench og Coogan selv.

Den jordnære og ydmyge Philomena er stadig troende katolik, og hun tilgiver de nonner, der gennem årene har løjet for hende. Martin er til gengæld en frafalden katolik, der nægter at tage de troende for pålydende, og med hans hjælp rejser Philomena ud i den store verden for at finde sønnen.

På ægte road movie-manér får vi to skæbnefortællinger: mysteriet om Anthonys liv (endnu en grund til ikke at blive katolik) og mødet mellem Philomena og Martin, naivitet og intellekt, kærlighed og kynisme.

Da skuespilleren Steve Coogan i 2010 læste om Martin Sixsmiths bog The Lost Child of Philomena Lee, købte han optionen til filmrettighederne. Han blev dybt rørt af dette virkelige drama, og i bevægelsen fra bog til film gjorde Coogan og Jeff Pope Martin Sixsmith til en hovedkarakter.

I bogen er Sixsmith blot en journalistisk stemme, mens filmen er båret af mødet mellem to mennesker, der hver har et hul i hjertet.

Sådanne huller kan ikke fjernes, men de lader sig fylde ud. Og det gør manuskriptet med dialoger om blandt andet Philomenas hang til trivialromantiske bøger. Hun genfortæller handlingerne i én af dem så begejstret og levende, at Martin ikke behøver låne bogen af hende. Han føler, at han skam allerede har læst den.

Banal eller ej, Philomena er så velskrevet og velspillet, at man må overgive sig, og det er befriende at slippe for Hollywoods botoxede skuespillere, en påklistret romance og den obligatoriske happy end. Frears (Mit smukke vaskeri, The Queen) behandler sit materiale med omhu, indføling og ro, så vi kommer ind i historien, personerne og det engelsk-irske landskab.

Den 48-årige komiker Steve Coogan (24 Hour Party People, Tropic Thunder) er i England især kendt for sin tv-vært-karikatur Alan Partridge, og 78-årige Dame Judi Dench er intet mindre end Englands største skuespillerinde med en imponerende karriere i teater, tv og film, fra den Oscar-vindende præstation i Shakespeare in Love til James Bonds chef M fra GoldenEye og frem. Dynamikken mellem dem slår gnister i et varmt og livsbekræftende fyrværkeri af en film.