Phoenix

Hun sidder på passagersædet i bilen og vægrer sig ved ethvert lysglimt i natten. De mange tætviklede bandager, som kun har efterladt plads til øjne og mund, er sølet ind i blod. Med et tæppe forsøger hun at skjule sig, da de når den tyske grænse, men de amerikanske soldater kræver at se passageren.

Langsomt og smertefuldt begynder hun at rulle bandagerne af sit martrede ansigt.

Åbningsscenen i Christian Petzolds efterkrigsdrama om sangerinden og kz-fangen Nelly er af en så gribende karakter, at den vil hjemsøge dig i flere dage. Det er ikke, fordi vi ser hendes ansigt, for det får vi ikke lov til. Men scenen er gennemsyret af en sær blanding af melankoli og suspense, som holder dig fast på kanten af sædet og fortsætter med at fastholde dig gennem den stramt fortalte, 98 minutter lange film.

Nelly (Nina Hoss) bliver efter krigens afslutning hentet fra en koncentrationslejr, hvor hun har fået skudt det meste af sit ansigt af. På klinikken i Tyskland får hun at vide, at hun kan få lige det ansigt hun ønsker, men den tidligere natklubsangerinde vil helst have sit eget udseende tilbage. ”Det bliver svært,” siger kirurgen, ”det bliver aldrig præcis det samme.”

Efter operationen begynder Nelly desperat at lede efter sin mand, Johnny (Ronald Zehrfeld), selvom Johnny angiveligt var årsagen til, at Nelly endte i koncentrationslejren. Da hun finder ham på natklubben Phoenix, genkender han hende ikke. Men Johnny, som tror, at hun er død, aner en lighed og ser nu sit snit til at få fat i den arv, som Nelly har efterladt. I ren Vertigo-stil begynder Johnny nu at transformere Nelly til at ligne … Nelly.

Instruktøren Christian Petzold fortsætter, sammen med sin faste manuskriptpartner Harun Farocki, med at grave i de tyske sår, der endnu ikke er helet efter Anden Verdenskrig.

Petzold og Farocki har tidligere beskæftiget sig med fortidens spøgelser og paranoiaen i 70’ernes og 80’ernes tyske samfund i Barbara og Die Innere Sicherheit, og det er, som om skriveparret går baglæns gennem historien for på den måde at kunne finde en form for national heling.

I Phoenix fungerer Nelly som symbolet på samfundstilstanden lige efter krigen. En kvinde, der har overlevet koncentrationslejren, men mistet sin identitet. Nu genfødes hun på ny, alt imens hun forsøger at glemme rædslerne og huske på minderne før krigen.

Nina Hoss’ portræt af den sårede kvinde er intet mindre end fremragende. I et ordknapt manuskript lader Hoss sit ansigt tale, og hver en trækning er som en kontrolleret sætning, der strømmer ud i hovedet på alle os, der stadig sidder på kanten af sædet i biografsalen.

Hoss’ spil er særligt sublim, da Johnny skal høre, hvad Nelly har tænkt sig at sige til vennerne, når hun dukker op igen. Johnny kræver, at Nelly opdigter en historie fra Auschwitz, og Nelly begynder at fortælle om en episode, hun tydeligvis har oplevet i virkeligheden.

Hoss mestrer her både at spille på den opdigtede/virkelige historie og indlade sig på Ronald Zehrfelds ansigt foran hende. Og det i en sådan grad, at man bliver helt i tvivl om, hvad der foregår. Det er eminent skuespil fra både Nina Hoss og Ronald Zehrfeld, der også spiller over for hinanden i Barbara.

Phoenix er dog væsentligt anderledes i sit æstetiske udtryk, der er stiliseret noir med stærke, kontrastfyldte billeder. I samspil med et plot, der har klare Hitchcock-referencer, kan man mene, at problematikken og helingen af det tyske samfund træder for meget i baggrunden, men som allegori på Tyskland, der skal forsøge at genfinde sig selv efter krigen, med et helt nyt ansigt og en helt ny historie, fungerer filmen fremragende.

Og det gør Phoenix netop i kraft af det stiliserede udtryk, der serverer historien på en forfriskende måde.