Pieta

I kunsthistorien er en pietà den klassiske opstilling, hvor jomfru Maria har taget Jesu afsjælede legeme ned fra korset og sat sig med sin søn slængt over sit skød, selve sindbilledet på lidende, men også afmægtigt moderskab.

En film med den titel, Pieta, fra Sydøstasien og instrueret af Sydkoreas aldrende enfant terrible Kim Ki-duk, kan kun pirre. Kim Ki-duk er, sammen med Lee Chang-dong og Im Sang-soo, sydkoreansk films store, modne auteur efter den europæiske tradition. Han har indimellem boltret sig så meget i den absolutte periferi af sit lands tabubelagte kunstmiljø, at han i lange perioder har været manden, der ikke må nævnes på de breddegrader. Kim Ki-duk har lavet uendeligt poetiske, suggestive film, grumt flæns, men også smertefulde, grundlæggende konventionelle dramaer.

Den sidste gruppe hører Pieta til. Den handler om en pengeopkræver for mafiaen, som indkasserer penge fra og knækker ben på sølle, små butiksejere, der har lånt større beløb, end de kan betale tilbage. Han er så ensom og forfrossen som Alain Delon i Melvilles Ekspert i drab, og ligesom Delon møder han en kvinde, der begynder at smelte ham op indefra. Men hos Kim Ki-duk er kvinden en midaldrende, mystisk skikkelse, som siger, at hun er den mor, der efterlod ham, da han var spæd. Efter at have tævet, voldtaget og ydmyget hende kommer pengeopkræveren i tvivl. Ligesom vi er i tvivl: Er hun hans mor, eller er hun en fremmed hævner?

Pieta er ingen katolsk film, om end den nok så meget ender med en bøn om at lade freden nedstige over menneskeheden. Kim Ki-duk tager hele sit filmiske mesterskab i brug i en film, der myldrer med detaljer, og som er så raskt afviklet, at den nærmest er underholdende som en mainstream-film.