Pig

Man kan sige meget om Nicolas Cage og hans excentriske forvaltning af sin karriere gennem snart 40 år. Men forudsigelig har han aldrig været.

Han er på samme tid et unikt skuespiltalent, en ægte filmstjerne og et omvandrende meme. Og så er han utroligt produktiv.

De seneste år har Cage haft hovedroller i fem-seks film om året, mange af dem b-film. Han er ikke kræsen, men ofte bedre end de film, han medvirker i.

I Pig spiller han eneboeren Robin, der bor i en primitiv hytte langt ude i skoven. Hans eneste selskab er en brun gris, som hjælper ham med at finde trøfler. En gang om ugen får han besøg af unge Amir, som køber trøflerne.

Robin har valgt at leve alene langt fra verden. Det antydes, at han har mistet sin kone.

En nat bliver Robin slået ned i sit hjem, og da han vågner, er grisen væk. Med hjælp fra en noget modvillig Amir tager han til den nærliggende storby Portland for at lede efter sin trøffelgris.

Det lyder som et absurd setup til en af tidens talrige, brutale actionfilm, hvor aldrende stjerner får lov at tage livet af horder af ansigtsløse banditter. Tænk på John Wick, Taken eller den vanvittige Mandy, hvor Nicolas Cages hævner bor ude i en skov og får kidnappet sin kæreste.

Men Pig er slet ikke som man skulle tro.

Snarere end gammeltestamentlig hævn-action er den et nytestamentligt, karakterdrevet drama om tab og tilgivelse.

I jagten på sin gris vender Robin konstant den anden kind til. Han bliver gennemtævet ved flere lejligheder og går gennem filmen med blod i sit filtrede skæg, men hele tiden med en sært ophøjet, sørgmodig ro.

Det er en film, der viser stoisk, maskulin lidelse, ikke automatpistol-sadisme, som en vej til forløsning.

Grisejagten fører Robin fra Portlands underverden og op i lyset til de trendy restauranter, hvor hans trøfler serveres for de rige og velklædte. Filmen er spøjst nok ret ligeglad med, hvorfor nogen har stjålet grisen. Det virker nærmest kun som en måde at få Nicolas Cage ud af skoven og ind til byen på.

Det er instruktør Michael Sarnoskis første spillefilm, og den har visse skønhedsfejl.

Nogle bifigurer fremstår tågede, og der er flere absurditeter. Hvordan bliver Robin overhovedet lukket ind på en fin restaurant med mudret tøj og hovedet indsmurt i blod? Hvorfor ænser ingen af restaurantens pæne gæster ham? Og hvorfor vasker han sig ikke? Robin fremstår som en mystisk og symbolsk figur, selv om filmens grundtone er realistisk.

Det overvejer dog langt svaghederne, at Michael Sarnoski har sin egen kunstneriske stemme.

Kølige farver og lav dybdeskarphed i fotograferingen skaber en blanding af realisme og indadvendthed, der spejles i Nicolas Cages dæmpede præstation. Sarnoski ved præcis, hvor han vil hen.

Pig er en film med hjerte, og den bliver siddende i kroppen.

Nicolas Cage er mere nedtonet end længe set. Hans præstation minder om den, han gav i det fine indiedrama Joe fra 2013. Det er meget langt fra den vilde og manierede spillestil, han er kendt for, og som han selv kalder ”vestlig kabuki”.

I virkeligheden handler Pig lige så meget om trøffelhandleren Amir. Han spilles perfekt af Alex Wolff, der var hjerteskærende god som teenagesønnen i Ari Asters Hereditary.

I begyndelsen er Amir en irriterende hipster, en lapset fløs i en skriggul muskelbil og med munden fuld af iværksætter-floskler. Som filmen skrider frem, afsløres Amirs enorme usikkerhed.

Han forsøger at spille voksen, men står splittet mellem to voldsomme faderfigurer. På den ene side sin rigtige far, en lokal forbryder (Adam Arkin), på den anden side Robin og hans blanding af hævntørst og moral.

Det er Amir, der udvikler sig i filmen, som måske slet ikke handler om en kidnappet trøffelgris, men om en ung mand, der bliver voksen i mødet med en utraditionel frelser.