Pjuske flyver fra reden

Et problem ved børnefilm er ofte, at instruktøren i sin desperation for at fastholde de yngstes opmærksomhed igangsætter laviner af påfund, så man næsten ikke kan få vejret. 

Den fælde ryger den islandske animationsfilm Pjuske flyver fra reden heldigvis ikke i. Med en simpel og fokuseret fortælling begiver filmen sig fremad i et roligt og behageligt tempo. 

Den lille hjejleunge Pjuske (Lue Johan) tilbringer sommeren med sine forældre på grønne og frodige Island. Men ved hans første prøveflyvning udsættes familien for en tragedie, da Pjuskes far bliver taget af rovfuglen Dyster (Torben Sekov). 

Ramt af sorg nægter Pjuske at flyve igen, så da efteråret indtræder og fuglefamilien skal til at migrere sydpå, misser han afgangen. Pjuske må derfor forsøge at klare den barske vinter alene på øen og begiver sig ud på en faretruende rejse mod en berygtet dal, hvor kulden ikke når hen. 

Det er den klassiske coming-of-age-fortælling, der er på spil. Pjuske tvinges ud i hårde og barske omstændigheder, lærer at overleve, samler mod og livsglæde og kommer stærkere ud på den anden side. 

Der er altså intet nyt under solen. Men historien fortælles med en sympati og hjertevarme, så man ikke kan andet end at holde med figurerne. 

Emnet at miste bliver behandlet med simple virkemidler, der går lige i hjertet, når Pjuske magtesløs må se på, mens vintervinden blæser farens sidste fjer bort. Den har Pjuske ellers knuget sig til siden farens død. 

Der skabes også et smukt øjeblik, da Pjuske en stille aften sidder i en bjergåbning sammen med følgesvenden Rypert (Henrik Prip) og kigger op mod den store, mørke himmel. Rypert har også har lidt tab og fortæller, at hans familie er stjernerne oppe i himlen, og at han derfor aldrig flyver alene. 

Animationen er særdeles charmerende. 

De store, skinnende, brune øjne gør Pjuske aldeles bedårende, mens skurken Dyster også er kreativt kreeret. I mørkeblå farver, med lange ben og stor brystkasse tårner han faretruende op. Dyster er magtfuld og uhyggelig, når han svæver over himlen med sit brede vingefang og de vrede øjenbryn, det krogede næb og ondskabsfulde smil – han lever fuldt ud op til sit navn. 

Der er også fine detaljer i det animerede landskab. Det frodige grønne gæs, det første glimtende snefnug, som langsomt daler ned, og det klare vand fra et fossende vandfald. 

Pjuske flyver fra reden byder på finurlige, humoristiske øjeblikke, for eksempel da en glubsk ræv tager følgesvenden Rypert til fange og tilbereder ham med udførlige beskrivelser af hvilke krydderurter der er bedst at anvende – som et afsnit af tv-køkkenet. Hjejlerne flyver i flotte V-formationer og giver i bedste pilotstil instrukser til, hvordan de skal lande på Island. 

Og når en af rovfuglene proklamerer, at han er blevet veganer, kan man ikke undgå at trække på smilebåndet. 

Desværre har filmen ikke nok tricks gemt i ærmet, og der graves derfor ned i genbrugskassen. Flere gange tror vi eller filmens figurer, at nogen er død, men alle kan ånde lettet op, da det alligevel ikke er tilfældet. 

Filmens styrke bliver også dens svaghed. For der er en fin grænse mellem rolig på den ene side og kedelig på den anden. Således kan de mange vandreture i landskabet godt blive en smule tunge i betrækket. 

Der mangler lidt slag i bolledejen, og på grund af de skavanker ender Pjuske flyver fra reden som et sikkert og uskyldigt valg, hvis man sender børn og barnlige sjæle i biografen.