The Place

Hvad vil du helst? 

Helbrede den, du elsker, fra en dødbringende sygdom? Eller redde en menneskemængde fra et bombeattentat? Du kan kun vælge én mulighed. 

Hypotetiske dilemmaer som dette bliver til alvor i det faustiske kammerspil The Place. 

I Goethes Faust sælger personerne deres sjæl til djævlen. I The Place bliver de triste eksistenser klienter hos en unavngiven mand (Valerio Mastandrea), der sidder på caféen ”The Place” et sted i Italien. 

Som et orakel stiller han dem svære, ofte moralsk forkastelige opgaver. Hvis de løser dem, går deres drømme på magisk vis i opfyldelse. Men til hvilken pris? 

Fotografen Fabrizio Lucci indfanger et minimalistisk udtryk, der mageløst komplimenterer instruktør Paolo Genoveses etiske tankespil. Vi skal forstå, at den universelle fortælling kunne foregå hvor som helst i verden. 

Udsigten fra fortovet over mod caféens neonskilt, der oplyser et ellers neutralt gadebillede, er det længste filmen nogensinde bevæger sig fra beværtningensmarmorborde, læderbetrukne stole og indelukket, klaustrofobisk ubehag. 

Ubehaget eskalerer undervejs med nærbilleder, skæve kameravinkler og bidende støj. Til sidst er det lige før man selv kan lugte etablissementets gamle kaffe og kvalmende friture. 

Den intime oplevelse tvinger seeren til selv at overveje de svære dilemmaer. Ville man selv dræbe et uskyldigt barn for at redde sit eget barns liv? Eller voldtage en kvinde for at overkomme et handicap? 

Indimellem bliver det bestialske tankeeksperimentet alligevel lidt rørstrømsk. Som når en politibetjent med flakkende blik og whiskey-røst sætter sig foran manden og vil genforenes med sin søn. 

Modvilligt indrømmer betjenten, at han hele sit voksne liv har været alkoholiker og ude af stand til at tage sig af sønnen. Men oraklet når knap nok at stille endnu en frygtelig opgave, før vi møder sønnen. Hans ønske er aldrig at se sin far igen. 

Ligesom i multiplotfilm som Love Is a Bitch knyttes menneskeskæbner sammen på kryds og tværs. 

Men i modsætning til Alejandro González Iñárritus film er der ingen actionmættede scener i The Place, selv om det føles sådan. Vi mærker adrenalinrusen igennem Valerio Mastandreas ansigtsmimik og isnende blik, når klienterne beretter om de rædselsfulde gerninger, de begår. 

Skuespillerens intense præstation giver et sug i maven, der får hele filmen til at bremse op for en stund. Fortjent har han allerede vundet priser i hjemlandet. 

Sabrina Ferilli (Den store skønhed) er mystisk dragende som servitricen Angela, der tilføjer filmen en portion uskyld. Nysgerrigt kommer hun hen til den unavngivne mand, der aldrig forlader sin plads ved cafébordet. 

Men han er bestemt ikke let at få i tale. I en af filmens mest enigmatiske, men sigende scener foreslår Angela derfor, at de spiller stilleleg. Taberen er den, der først griner. Forundret og rørt af kvindens vedholdenhed ser han på hende, og legen går i gang. 

Men så sker der noget. Hun bemærker hans øjne, der skræmmer hende. Et mørke, som vi ikke kan se, men fornemmer igennem hele filmen. Hendes blik stivner og læberne bævrer, før hun tager en stor slurk af sin vin og hastigt forlader ham. 

Filmen kommer for alvor ind under huden, når mandens klienter forvilder sig ud i filosofiens spørgsmål om ondskabens rod. 

Ligger skylden hos dem, der er villige til at dræbe et uskyldigt barn? Eller hos den unavngivne mand, fordi han formidler oraklets bestialske opgaver til dem? 

Bag fortællingens moralske hovedbrud gemmer der sig et intenst og subtilt bloddryppende kammerspil, der gør The Place til en edderspændende rutschetur.