The Platform

Der ulmer oprørsk indignation i luften blandt genrefilmene.

Siden succeshistorier som The Purge-serienog Get Out har vi set flere og flere højkoncept-gysere og thrillere, der benytter ekstreme voldsudgydelser til at påpege samfundets sociale uretfærdigheder.

Cam bruger et dobbeltgængermotiv til at udforske vores forhold til sexarbejdere. The First Purge sætter afroamerikanere op imod hvide højreekstremister, og Assassination Nation peger en rasende fuckfinger til alt-right-internetkulturen.

I spanske Galder Gaztelu-Urrutias debutfilm The Platform er det kapitalismens inhumane, sociale hierarki, som er sat på spidsen.

Den rastløse Goreng vågner op i et nøgent betonrum med gamle og gnavne Trimagasi som eneste selskab. I midten af rummet er et hul, der viser hundrede af etager med identiske rum.

En kæmpe tallerken – titlens platform – bugnende med samtlige fangers yndlingsretter sendes hver dag fra øverste etage og helt ned til bunden. Toppen kan smovse som konger og dronninger, mens folk nedenunder må nøjes med resterne, og de mange i bunden kæmper for overlevelse.

Hver måned skifter samtlige fanger uden forklaring etage. Så mens en måned kan byde på kager, snegle og vin i stride strømme, byder den næste på en knurrende mave og en cellekammerat, der sender stadig mere glubske øjne.

Trimagasi ser fængslets opsatte regler og normer som en selvfølgelighed og giver andre individer skylden for sin egen monstrøse opførsel.

”Det er oplagt,” konstaterer den garvede fange, hver gang han har gennemgået endnu en dum regel. Man kan ikke gemme mad, og mens man håner dem under sig, hader man dem ovenover.

Da Goreng spørger, om man ikke kunne blive enige om at rationere, så alle fik det samme, ser Trimagasi vantro på ham og kalder ham kommunist.

Det er noget af en analogi at skulle sluge, men den har også et stort potentiale, som filmen desværre ikke udnytter.

Med så mange forskellige etager og medfanger skulle man tro, at der var rig mulighed for farverige konfrontationer. Men Galder Gaztelu-Urrutia ser sig tilfreds med at lade fængslets indbyggere granske deres miserable situation til ingen verdens ende.

Og selv om folk begår selvmord af desperation, og der bliver serveret hudlapper og hjerter, er volden tam i forhold til splatterfilm som Revenge, The Night Comes for Us og Raw.

Den er særligt påført af kvinden Miharu, som hver måned kører med platformen så langt ned, hun kan. Hun er på jagt efter sit forsvundne barn og skamferer og myrder samtlige, der prøver at voldtage og æde hende.

Men hendes historie løber ud i sandet. Og det er tilfældet med for mange aspekter af filmen, hvis koncept ikke alene kan bære spilletiden på 90 minutter.

Ivan Massagué (Pans labyrint) gør ellers en god figur som Goreng, der starter som en blåøjet grønskolling. I fængslet har han planer om endelig at få læst Don Quixotes Den sindrige ridder, men efter et par måneder er han lige så kynisk som alle de andre.

Mod slutningen konstaterer Goreng, at han kun kan få dem under sig til at rationere maden, fordi han ikke kan skide opad. En fin pointe, men det er den samme, som Trimagasi påpeger i starten, hvor han spytter på maden på vej nedad.