Playground

Playground starter med en omfavnelse.

Derefter følger 72 intense minutter i skolegårdens mikrokosmos i selskab med syvårige Nora. Fortællingen, der udfolder sig, opleves fra hendes perspektiv.

Kameraet er simpelthen fysisk sænket til børnehøjde i den belgiske instruktør Laura Wandels imponerende debutspillefilm, som indbragte hende kritikerprisen på Cannes-festivalen i 2021.

Vi kyles direkte ind skolegården på Noras første skoledag.

Med en spritny skoletaske på ryggen skilles hun grådkvalt med sin far. Hun begynder at gå, men iler tilbage i farens trygge favn for at trække tiden ud før den uundgåelige afsked. Det er en hjerteskærende scene, der sætter tonen for resten af fortællingen, som udelukkende foregår på skolen.

I stil med kameraføringen i Sauls søn følges Nora helt tæt.

Vi veksler mellem at se hende over skulderen og nærbilleder af hendes ansigt, når hun observerer og interagerer med sine klassekammerater. Unge Maya Vanderbeque er usædvanligt naturlig i rollen som tapre Nora.

Hun er lige så overbevisende, når hun spiser sin madpakke, som når hun nærmest dirrer af harme over den uretfærdighed, hun oplever.

Imens Nora langsomt begynder at få venner, opdager hun, at storebroren Abel udsættes for mobning af den værste skuffe. Hun ser ham blive presset op mod et metalhegn af nogle af de større drenge. Hvad der går forud for hændelsen, ved vi ikke, og det er heller ikke vigtigt. Wandel er ikke interesseret i årsagsforklaringer. Hendes blik er først og fremmest observerende.

I skolegården når man knap at blinke, før magtbalancen tipper. Et enkelt lille fejltrin kan afgøre, om man inviteres til fødselsdag eller ender med hovedet i toiletkummen.

Fordi Frédéric Noirhommes kamera bevæger sig smidigt i øjenhøjde med Nora, føles de andre børns kaotiske tagfat-lege og fodboldspil voldsomme og overvældende. Sammen med Nora omsluttes man af børnenes råb og skrig, som smelter sammen til et støjende kor af stemmer.

Over Noras skulder ser vi Abel omringet af bøller. I samme billede kan man ane en sløret voksenskikkelse, der enten ikke evner eller magter at se eller tage sig af Noras bror.

Ligesom i norske Skam hæves kameraet sjældent op over de voksnes torso. Og lærerne i skolegården er ude af fokus, når man en gang imellem får et glimt af dem. På den måde understreges det effektivt, at de voksne er fysisk og især følelsesmæssigt ude af rækkevidde for Nora og Abel.

Når man alligevel ser et par voksnes ansigter, skyldes det, at de bogstavelig talt sænker sig, så de er i øjenhøjde med Nora. En af de voksne er Nora og Abels far, som står på den anden side af hegnet og forsøger at følge med i børnenes færden, når det ringer til frikvarter.

I en ubehagelig scene, der ligner noget fra et fængsel, klamrer faren sig til Noras hænder gennem hegnet og beder hende om at være hans øjne inde på skolens territorium.

Det er en noget af en mundfuld for én, der først lige er begyndt at lære plus og minus. Hun overmandes af beskyttertrang for sin bror, men samtidig mister hun også respekten for ham, fordi han ikke evner at sige fra.

En lærer, der tager Nora alvorligt, er et glimt af håb i en hverdag, hvor hun konstant må være på vagt for ikke selv at blive udpeget som mobbeoffer.

Det er tydeligt at mærke, at Wandel brugte flere måneder på at iagttage legepladser og sociale dynamikker mellem børn i arbejdet med filmens manuskript. Med Playground rammer hun en realisme, der fremstår dokumentarisk.

Nora og hendes omgivelser belyses i kolde, blålige toner, og på lydsiden er al musik skåret fra.

Man føler, at man selv bevæger sig ned ad de højloftede gange, der runger, eller at man sidder i klasseværelset, hvor der hviskes i krogene. Og lyden af vand, der skvulper i skolens svømmehal, gør, at man næsten kan smage klor, da Nora får vand galt i halsen.

Playground sætter sig i kroppen, og efter sidste scene forlader man rystet biografmørket.