Pokémon Detective Pikachu

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før vi fik serveret en Pokémon-film i blockbusterformat. 

De übernuttede, japanske voldsvæsner har været fast inventar på verdens børneværelser siden franchisens spæde start som bipbip-spil på bagsædet. Mobilspillet Pokémon Go fejrede tyveåret for de første GameBoy-spil ved at få selv agnostikere på gaden for at fange Pidgey’er, Jigglypuff’er og Rattata’er. 

Og animé-serien, som mange af os husker fra barndommens lørdagsmorgener, tæller i dag 22 sæsoner og lige så mange tegnefilm i spillefilmlængde. 

Pokémon Detective Pikachu er, som titlen antyder, en vaskeægte detektivhistorie – Pokémon noir, om man vil! 

Enspænderen Tim er noget nær det eneste menneske på kloden, der ikke har en Pokémon. Faktisk nærer han et inderligt had til dem, fordi faren forlod lilleputforstaden efter morens død og rejste til storbyen Ryme City, hvor mennesker og Pokémon lever i fred og fordragelighed. 

Men han bliver prakket én på, da faren dør i et skummelt uheld, og Tim tager til byen for at rydde op i hans lejlighed. Her dukker farens Pikachu-makker op – og han kan tale! 

Pokémon har alle dage kun været i stand til at sige deres eget navn på kær vis. Men den her kan både skælde ud, hælde kaffe i svælget og se godt ud i en Sherlock Holmes-kasket. Og så er den fast besluttet på at løse det åbenlyse mysterium, som politiet overser. 

De to danner et umage makkerskab og begynder at optrevle storbyens spindelvæv af korruption og konspirationer.

Det er en detektivhistorie, som i skumle drejninger og neonblinkende æstetik rapser fra 70’erne og 80’ernes detektivhistorier. Også selv om vi ikke skal længere tilbage end Disneys Zootopia for at finde den direkte forløber for den nervegas, der får de ellers så fordragelige Pokémoner til at gå grassat.

Det giver en sammensat, sukkerhyper popcornfilm, flikket sammen med lige dele kynisme og nostalgisk iver af instruktør Rob Letterman, der har en baggrund i larmende børneunderholdning som Shark Tale og Goosebumps.

Det burde ikke fungere, men gør det faktisk langt hen ad vejen. Der er dog næppe nogen tvivl om, at kernepublikummet er dem, der vil finde barnlig glæde ved at se flokke af Fearow’er flyve mellem skyskraberne og en dvask Snorlax tage sig en skraber midt i et gadekryds.

Der er kræset for iscenesættelsen, ikke mindst bylandskabets blanding af japansk og vestlig arkitektur. Det leder tankerne hen på San Fransokyo i Disneys Big Hero Six.

Justice Smith er sympatisk hylet ud af den i hovedrollen, men filmens trumfkort er Ryan Reynolds, der som stemmeskuespiller tilfører den altid så bedårende Pikachu en sarkastisk kant.

Som bidsk metakommentator giver han børneuniverset lige akkurat så meget vid, at det også fungerer for mavesure voksne – også selv om den kække grovhed nogle gange føles mere Deadpool end Pokémon.

”De klapper mig, de kysser mig, de stikker en finger op i mig,” brokker Pikachu sig på et tidspunkt. ”Det er virkelig nederen.”

Dén replik skyder totalt forbi tonen. Andre er bare sjovt idiotiske, som da Tim ser overvågningsoptagelser af den onde Mewtwo, der undslipper et fordækt laboratorium og udbryder: ”Det må være sådan, Mewtwo slap fri!”

Som i så mange detektivfilm holder den forkromede konspiration ikke en meter, da den kommer for en dag.

Pokémon Detective Pikachu er nærmest indbegrebet af tomme kalorier. For hvert nyt twist kan man næsten mærke filmens fire manuskriptforfattere krydse fingre for, at publikum ikke tænker over historiens logik.

På de præmisser er dramaet en tilforladelig metervare, et gennemsnitligt eksempel på tidens product placement-film, hvis eksistensberettigelse er reklame for brandet. Transformers-filmene skal få os til at købe legetøj, og det samme gælder Lego-filmene og den biografaktuelle UglyDolls.

Pokémon Detective Pikachu skal give publikum lyst til at skaffe sig en Nintendo 3DS og fange dem alle. Det er lige før, det lykkes.