Poor Things

Bella Baxter er en kvinde med et spædbarns hjerne.

Hun leger med sin mad, bevæger sig i haltende ryk som en marionetdukke og taler på et akavet sprog fuldt af selvopfundne vendinger. Sex, en af hendes yndlingsaktiviteter, kalder hun ”rasende hoppen”.

Visse mænd ville ønske, at alle kvinder var så charmerende barnagtige, så lette at bruge og misbruge. Men i takt med at Bellas hjerne indhenter hendes krop, udlever hun en accelereret ungdom uden sociale eller seksuelle indskrænkelser.

Uden helt at miste sin barnlige bramfrihed bliver hun en fritænker, en tøjlesløs kvinde – en feminist.

De to mænd stod også bag periodekomedien The Favourite og skaber atter årets mest rendyrket underholdende, tankevækkende og sprudlende livlige film.

Emma Stone, der også producerer, giver sig hen til hovedrollen med krop og sjæl. Bella forvandles i alt fra sprog til mimik i en tour de force-præstation, der er som at se en linedanser vove sig forsigtigt ud over en kløft og ankomme dansende på den anden side.

Bella er skabt af filmens Frankenstein, Dr. Godwin Baxter, som Bella slet og ret kalder ”God”. Han er en excentrisk, genial kirurg spillet med skælmsk energi af sprudlende Willem Dafoe.

God blev grufuldt vansiret af sin lægefar, der brugte sønnen som laboratorierotte, og han er gået i farens fodspor. Inden Bella kreerede han et menageri af sammensatte skabninger såsom hønsehunden med kyllingeben og bulldoghoved.

God, hvis hestevogn trækkes af en dampmaskine med et levende hestehoved, er den første af en række mænd, der gør krav på Bella.

Snart følger Gods flittige, fattige assistent Max McCandles (Ramy Youssef), som vil besidde hende gennem ægteskab, og Mark Ruffalos sjuft af en libertiner, Duncan Wedderburn, der vil kontrollere hende med en blanding af rasende hoppen og følelsesmæssig afpresning.

Duncan stjæler hende på dannelsesrejse gennem et både genkendeligt victoriansk og fantasifuldt fremmed Europa.

I Lissabon glider steampunksporvogne over et bylandskab af barok og gotisk, Belle Époque- og art déco-arkitektur. Forestil dig Piranesis fantasifængsler fra 1700-tallet krydset med Terry Gilliams Brazil og Miyazakis Det levende slot.

Holly Waddingtons formidable kostumedesign og Jerskin Fendrix’ sælsomme træblæsermusik, der hyler, skræpper og prutter, er højdepunkter i en film, som visse effekter til trods føles stolt analog.

Poor Things starter i sort-hvid, før den skifter til livlige farver. Den er delvis optaget på specialfremstillet Ektachrome-film, der får de røde og orange nuancer i en scene i Alexandria i Egypten, hvor Bella får en lektie for livet, til at flamme op med bister intensitet.

Som i The Favourite forvrider fotograf Robbie Ryan ofte billederne med særlige objektiver, deriblandt en antik Petzval-portrætlinse, der holder midten i fokus og baggrunden sløret.

Det lyder måske nørdet, men Lanthimos bliver selv lidt af en gal videnskabsmand, når han forvirrer publikum, så vi falder dybere ind i filmens rundforvirrede verden – og opdager, at den i grunden ikke er så forskellig fra vores egen.

Underlige historier om ubehagelige mennesker var græske Yorgos Lanthimos’ kendetegn fra Kinetta i 2005 til og med The Killing of a Sacred Deer fra 2017. Men i The Favourite og Poor Things fortæller han sympatiske historier om kvinder uden at miste sin sans for det bizarre.

Poor Things er hans største film til dato, og det gælder ikke kun budgettet. Det er også hans mest indsigtsfulde studie af, hvilke stakkels væsner vi mennesker egentlig er.