Pose – sæson 3

Som prinsessen i eventyret træder omsværmede Lulu ind på scenen og slæber en flere meter lang hårpragt efter sig. De lange lokker bruger hun til at trække hele sit slæng med sig, udklædt som mytiske figurer. 

Med et glimt i øjet tillader serien dets sejlivede personer at spille en rolle for en stund og glemme, at livet ikke er en dans på roser. 

Scenen giver et indblik i New Yorks overdådige og eskapistiske ballroom-kultur, der er knudepunkt for fortællingen. Inspireret af modeindustrien konkurrerer de fremmødte om trofæer for deres påklædning, skønhed, dans og andre former for underholdende optræden. 

Serieskaberne Ryan Murphy, Steven Canals og Brad Falchuk ånder således liv i den farverige subkultur, hvor sorte, transkønnede og homoseksuelle finder et pusterum fra sygdom, fattigdom og diskrimination. 

Men i 1994, hvor sæson 3 udspiller sig, har aids-krisen nået uoverskuelige højder og driver flere af seriens overlevende til alkoholisme og stofmisbrug for at dulme smerten. 

Imidlertid har gruppens optimistiske, men hiv-smittede matriark Blanca Evangelista (MJ Rodriquez) besluttet sig for at blive sygeplejer, så hun kan gøre en indsats for døende aids-patienter. 

Det er især transkønnede Janet Mocks fortjeneste, at den forrygende series lgbtq+-personer får lov til at sige og opleve noget, de engang kun kunne drømme om. 

Hun er forfatter, producer og instruktør på samtlige tre sæsoner af Pose. 

Skønne Angel (Indya Moore) prøver på lige fod med andre brudekjoler, mens mundrette og nyligt ædru Pray Tell (Billy Porter) konfronterer sin religiøse familie med deres snæversyn. 

I et flashback til 1978 troner majestætiske Electra (Dominique Jackson) frem som en disco-dronning på gaden. Hun levendegør barbiedukkerne, der var ude af hendes rækkevidde som barn, med sit fyldige afrohår og glinsende, sorte hud, der står i kontrast til hendes hvide pelskåbe. 

”Hvad har du på, knægt?” hører vi morens vrede stemme spørge, når den unge transkvinde træder ind ad døren. 

Chokeret over sit barns kønsidentitet langer den ældre kvinde ud med både verbale og fysiske tæsk og smider Electra på gaden uden midler at forsørge sig med. 

Ifølge nyhedsmediet CNN slår 2021 rekord som året med flest transfobiske lovændringer i USA. Det er derfor ikke tilfældigt, at serien hiver i hjertestrengene for at skabe empati med sit persongalleri. 

”Din mor er her for at gøre det godt igen,” siger omsorgsfulde Blanca til unge, homoseksuelle Cubby (Jeremy McClain) i en rørende scene. Han har ikke set sin mor, siden hun slog hånden af ham. 

Nu ligger den aids-syge dreng på sit dødsleje rædselsslagen for genforeningen. Med tårer i øjnene beder han om læbepomade for at se en smule præsentabel ud. 

Det er et tænkt scenarie for virkelighedens pårørende, der aldrig fik mulighed for at blive tilgivet af børn, som de af uvidenhed svigtede. 

Med et legende overskud forener Pose tårevædede sekvenser tilsat følelsesladede klavertoner med gribende genskabelser af virkelige aids-protester og et vindende persongalleri. 

Det er melodramatisk, men bliver aldrig for meget. 

Serien er også skelsættende ved at lade transpersoner fortælle deres egne fortællinger. I tidligere milepæle castede man typisk hvide mænd, tænk blot på Transparent, Dallas Buyers Club og Den danske pige. 

Det har åbnet underholdningsbranchen for seriens transkønnede og homoseksuelle medvirkende. Indya Moore har prydet siderne i Vogue, imens Billy Porter modtog en Emmy i 2020 for sin præstation. 

Trods udfordringer med at optage under corona-krisenen – af samme grund optræder Ryan Jamaal Swains figur Damon kun i sæsonens første afsnit – bliver det høje niveau holdt. 

Pose viser, at mangfoldighed ikke er det samme som at gå på kompromis med kvaliteten.