Postmand Per – Filmen

Fra 1981 til 2008 lavede mindre britiske produktionsselskaber mere end 140 afsnit af dukkefilmserien om Postmand Per. I dag, hvor han ejes af et selskab under amerikanske Dreamworks, har det godmodige postbud taget springet til biograflærredet – og det skulle han nok have ladet være med.

Postmand Per – Filmen er en sløj og slimet sødsuppefortælling. Det gode håndværk og den hyggelige opfindsomhed, der kendetegner dukkefilmene, er i filmversionen gået tabt i skinger effektjageri.

Da Postmand Pers bonus bliver fjernet af den nye, onde postchef Edwin Karfunkel, melder han sig til en tv-talentkonkurrence i håbet om at vinde en rejse til Italien med sin kone.

Med et enormt sangtalent – den tidligere Boyzone-frontmand Ronan Keating lægger flødestemme til i både den danske og engelske version – bliver Per en superstjerne fra den ene dag til den anden.

Berømmelsen stiger ham (næsten) til hovedet, og han bliver rullet ind i en brutal mediemaskine anført af den kyniske tv-vært Simon Kostald (Cowbell i den engelske version), der er en idéforladt parodi på X-Factor-bagmanden Simon Cowell.

Imens erstatter Karfunkel Postmand Per og resten af postvæsenet med robotter i et mærkværdigt forsøg på at overtage verdensherredømmet gennem postomdeling.

Filmens instruktør har i et udslag af kækt overmod placeret sit eget navn sammen med Steven Spielberg og Michael Bay i en avisoverskrift i filmen.

Mike Disa, der som spillefilminstruktør kun har stået bag rødhættefilmen Hoodwinked Too! Hood vs. Evil (2011), skal dog ikke gøre sig nogen forhåbninger om at havne i samme blockbuster-klasse som sine kolleger lige foreløbig.

Man må slide sig gennem halvanden time med flade karakterer og forudsigeligt plot, og det det lykkes for Disa og manuskriptforfatter Nicole Dubuc at få afviklet den ellers ganske spinkle sidehistorie om robot-postmændenes hærgen.

Det ene øjeblik er en robothær ved at overtage verdensherredømmet, det næste bliver Per forsonet med familie og venner og – tada! – så er robotterne pludselig ikke længere et problem.

I det hele taget virker det, som om filmen forsøger at overkompensere for historiens mangler ved at proppe action og eventyr ind i fortællingen om en stille landsbypost. Men hvorfor i alverden skal Per dog flyve helikopter og pludselig være en del af ”Specialpoststyrken”?

Postmand Per egner sig ganske enkelt ikke til højtempo-action og eventyr.

En af dukkefilmenes store kvaliteter har netop været at lave små fortællinger. I den lille landsby Grønnedal var de største konflikter det omskiftelige britiske vejr, nogle bortløbne får eller en forsvunden nøgle.

Den udramatiske dramatik har givet serien en egen stille dynamik og stemning, der er Postmand Pers kendetegn. Det er et billigt og unødvendigt trick at pumpe historien op med glitter og glamour.

Der er tale om et kulturforræderi, når talenshows-industri og pinligt umorsomme og malplacerede robotter bliver blandet ind i Postmand Per-universet.

Mike Disa har tilmed valgt at skifte seriens karakteristiske stop-motion ud med glatpoleret computeranimation. I stedet for at bruge dukker er karakterne animeret, så de skal ligne dukker og bevæge sig som dukker. Men paradoksalt nok er deres bevægelser endnu mere udynamiske end i de gamle dukkefilm.

Syntetiske, skrigende farver og klodsede bevægelser gør, at Postmand Per – Filmen mest af alt minder om dårligt slik, der hviner i tænderne.

Og det er ironisk, at den udspekulerede film, der påstår at pege på farerne ved berømmelse og tv-eksponering, svælger i selvsamme celebrity-kultur og kendisdyrkelse.

Filmen præsterer dog en enkelt sjov detalje til forældrene, da rene Per i en montage med billeder fra et idyllisk familieliv sidder i lænestolen og læser kriminalromanen Postbudet ringer altid to gange om farlige, erotiske drifter.