The Postman’s White Nights

Tænk, hvis man tog post-titlen fra Postmand Per. Det ville formentlig katapultere ham ud i en identitetskrise af de helt store.

Derfor er det også forståeligt, at det sejlende postbud Lyokha i Andrey Konchalovskys The Postman’s White Nights pludselig ikke aner, hvad han skal stille op med sit liv, da motoren til hans postbåd bliver stjålet.

Lyokha bor ved den store russiske sø Kenzero. Her har han – ligesom sin animerede kollega Per – en sammenhængende funktion for det lille lokalsamfund. I camouflagetøj sejler han breve, aviser, brød, elpærer og pensioner rundt til søbreddens excentriske beboere, der alle bor i simple træhytter.

The Postmans White Nights deltager i Cph:Dox’ hovedkonkurrence Dox:Award, og som mange af festivalens film de senere år, er også denne en form for hybrid mellem dokumentar og fiktion.

Filmen starter med at proklamere, at alle de medvirkende er virkelige personer. Men instruktør Andrey Konchalovsky iscenesætter dem i en fortælling, hvor de skal spille sig selv som indbyggere i det lille, arkaiske lokalsamfund.

Det er der som udgangspunkt intet problematisk ved. Sandhedsværdi i dokumentarisme er ikke en absolut størrelse, som enten mangler eller er til stede. Langt mere interessant er det, hvad instruktøren får ud af sine iscenesættelser.

77-årige Andrey Konchalovsky har haft en lang og bemærkelsesværdigt omskiftelig karriere. I 60’erne arbejdede han sammen med selveste Tarkovskij på Ivans barndom og Den yderste dom. Senere drog han til Hollywood, hvor han blandt andet instruerede Tango & Cash med Sylvester Stallone og Kurt Russell i hovedrollerne.

Denne gang har han så lavet en dramatiseret dokumentar, hvor især billedsiden er imponerende.

Sammen med fotograf Aleksandr Simonov blander han statiske optagelser, der viser det øde russiske landskab ved søen i tableauer – med langsomme, snigende kamerabevægelser fra vandet.

Lyokha portrætteres som et pålideligt og sympatisk postbud, der dagligt må traske rundt i områdets ufremkommelige, sumpede græs.

Selvom han lige har fået lavet nye tænder, ser han dog ofte lidt mut ud. Han er den normale, arbejdsomme mand, der sejler rundt med leverancer til træhytternes kuriøse persongalleri.

De fleste af bipersonerne er drikfældige dagdrivere, der alle mumler om fiskeri og vodka. Det er ikke nemt at skelne mellem disse excentrikere, og selv om de er autentiske, virker de en anelse karikerede. Man kan godt smile af deres gøren og laden, men det er sværere at føle noget for dem.

Så er det langt mere interessant, når The Postman’s White Nights eksplicit dyrker det iscenesatte og eksempelvis beskæftiger sig med noget folkloristisk.

Flere gange ser vi Lyokha vågne, mens alt omkring ham er badet i et for natten alt for skarpt, blåt lys. I disse scener ser han hver gang en kat, som efterhånden bliver en uforklarlig, men også opmuntrende følgesvend for det lidt ensomme postbud.

Lyokha er forelsket i Irena, der uden hård konkurrence er den smukkeste i lokalområdet. De er gamle klassekammerater, men interessen er ikke gengældt, og Lyokha må derfor affinde sig med at tilbringe mere tid sammen med Irenas søn Timur end med hende.

Det udvikler sig, aldersforskellen til trods, til et venskab mellem de to. Særligt en scene, hvor Lyokha fortæller om søens sagnuhyre Kikimora, er rørende. Pludselig bliver Timur skræmt fra vid og sans, og så må den emotionelt tilbageholdende Lyokha finde ud af, hvordan man trøster et barn.

På et andet tidspunkt affyres der uden varsel et kæmpe missil i baggrunden af en af de lange, statiske optagelser.

Missilet har ikke umiddelbart noget at gøre med Lyokha eller andre af søbreddens beboere at gøre. Det er snarere en åben metafor i en film fra et Rusland, der for tiden er meget interesseret i at fortælle omverdenen om sin militære styrke, mens den teknologiske udvikling nærmest er gået i egne af landet.