The Predator

The Predator er en drengerøvsfilm. Helt og uforbeholdent. Dårlige oneliners, blodsprøjtende aflivninger og eksplosioner så vilde, at man bliver blæst tilbage i sædet. 

Ikke at det siger meget, men det er også seriens bedste kapitel siden originalfilmen fra 1987, hvor Arnold Schwarzenegger målte overarme med Carl Weathers og overvandt galaksens farligste hobbyjæger med buldrende råstyrke. 

En af de mange uheldige soldater i den film blev spillet af Shane Black, som dengang var en stjerneforfatter, der havde leveret macho-dialog til Dødbringende våben, og som egentlig bare var på set for at polere manuskriptet. Det er samme Shane Black, der med genren på rygraden har skrevet og instrueret den nye film. 

Helten i The Predator er en elitesoldat med familieproblemer. Han hedder Quinn McKenna, et så macho-imponerende navn, at Boyd Holbrook i hovedrollen ikke behøver gøre andet end spænde med musklerne og fyre et par dårlige jokes af, før vi hepper på ham. 

Det er Quinn, der første gang rager uklar med de brutale dræber-aliens, da han bogstavelig talt får én i hovedet på en hemmelig mission i den sydamerikanske jungle. Han når kun lige akkurat at redde sig ud, efter den har flænset hans mænd i stumper og stykker. 

Det lykkes Quinn at stjæle rumvæsenets hjelm og sende den hjem til familien, inden hærens hemmelighedskræmmere dukker op og lægger låg på ved at sende ham på den lukkede tilbage i USA – det nådige alternativ til at få en kugle i nakken. 

Men da det ligeledes tilfangetagne rumvæsen – predator – bryder ud fra et tophemmeligt anlæg, rekrutterer Quinn på bedste Dirty Dozen-manér en gruppe evighedspatienter og vender næsen hjemad. Han skal have hjelmen tilbage fra sin søn, inden rumvæsnet dukker op for at få sit grej tilbage. 

Der er lagt op til en gedigen actionbasker, og filmen rammer den samme nådesløse tone som originalen – uden at tage sig selv for seriøst. Manuskriptet føles en kende fortærsket, forvirret og for langt, og når handlingen tredeles mellem Quinn, hans autistiske søn og en smuk, kvindelig forsker, stikker historien i for mange retninger. 

Alligevel er det let at lade sig rive med. 

Shane Black, der har skrevet manuskriptet sammen med sin gamle værelseskammerat og skrivepartner Fred Dekker, genopliver hofstilen fra 80’ernes tough guy-actionfilm, uden at det virker hverken påtaget eller ironisk. 

Hvis rå og ond action, pumpede fyre og afklædte kvinder (Olivia Munns forsker, der første gang møder krabaten i evakostume) var godt nok dengang, er det også godt nok i dag. Resultatet er en stokkonservativ actionfilm, men den rammer som en røvfuld. 

De nådesløse kampscener er koreograferet, så man aldrig mister overblikket, og føles så jordnære, som det nu er muligt, når der skydes med laservåben og flyves med rumskibe. De her predators er ikke computerdukker, men høje, pumpede fyre under et lag af makeup, og når de river folk fra hinanden, sprøjter teaterblodet som fra en havesprinkler. 

Hvad filmen mangler, og hvad der i sidste ende gør den mindre underholdende end originalen, er mindeværdige karakterer. 

Indrømmet, der har ikke været mange velskrevne roller i seriens foreløbig fire film (seks, hvis vi tæller de rædderlige Alien vs. Predator-film med), men Schwarzenegger havde en bragende filmstjernekarisma, som Boyd Holbrook kun kan drømme om. 

Så er der mere kød at finde længere nede på rollelisten. Sterling K. Brown er herligt psykopatisk som hævngerrig regeringsskurk, og Shane Black lokker skyldige grin ud af publikum ved at lægge sine mest stødende vittigheder i munden på komikeren Keegan-Michael Key, der spiller gruppens joker. 

”Hvad er forskellen på en joke og fem store, sorte fyre?” spørger han en af sine soldaterkammerater. Her er ingen leflen for politisk korrekthed. ”Din mor kan ikke tage en joke.”