Presumed Innocent

Stjerneadvokaten fra Chicago og Harvard, Scott Turow, fik i 1987 et litterært gennembrud som forfatter til Presumed Innocent (på dansk: Måske uskyldig).

En labyrintisk lag-på-lag-historie, hvor den succesrige familiefar og vicestatsadvokat, Rusty Sabich, fortæller om, hvorledes han blev involveret i en affære med en kvindelig kollega og siden anklaget for bestialsk at have myrdet hende.

Romanen blev hurtigt tolket som moralske tømmermænd efter 80’erens amoralske hedonisme. Sabich fanges ind i et sit eget garn, hvor hans erotiske passion fører til forræderi over for de ærkeamerikanske værdier.

Romanen filmatiseredes tre år efter, men hvor romanen har dybder omkring en kalejdoskopisk proces med toner af Kafka, er filmen et ret så traditionelt retssagsdrama. Og Harrison Ford er fejlcastet i hovedrollen. Lige så god Ford er som ramsaltet og slagkraftig actionhelt, lige så utroværdig er han som angerfuld akademiker med dybe tanker.

Det rådes der fremragende bod på i serien Presumed Innocent, hvor den langt mere reflekterede og psykologisk nuancerede Jake Gyllenhaal gestalter manden på deroute, fordi hans sidespring har fået fatale konsekvenser.

Plottet er blevet opdateret. Retssagsstrukturen er heldigvis beholdt med alle dens amerikanske klichéer med krydsforhør og protester. Her er det svært at skelne mellem venner og fjender, gustne mænd og svigefulde kvinder.

Men siden 1987 har vi fået dna-analyser, mobiltelefoner og et større fokus på ligestilling mellem kønnene.

Den svigtede hustru – spillet sørgmodigt og bittersødt af Ruth Negga – har fået sit eget liv som gallerist. Nu og da er thriller-elementerne ved at drukne i livsstilsproblematikker i den liberale, velbjergede middelklasse med villa, Webergrill og Volvo.

Der gøres også meget ud af den lidenskabelige affære, hvor elskerinden er gjort mindre dæmonisk og mere sympatisk. Hun spilles sødmefuldt koket af norske Renate Reinsve (Verdens værste menneske).

Sabich’ navnelighed med det engelske ord for vild (savage) accentueres stærkt i Jake Gyllenhaals dialektiske spil. Han pendler overbevisende mellem at være en ærkeamerikansk pæn mand og rå fyr, hvor en håndflade alt for hurtig bliver til en knytnæve.

Altid interessante Peter Sarsgaard spiller Sabich’ indædte modstander Tommy Molto, en forsmået Kain over for en succesfuld Abel, som mere og mere bliver til Biblens Job.

Sabich er konstant på randen af et socialt og moralsk sammenbrud, kringsat af fjender i diverse forklædninger. Kun nestoren og hans tidligere chef, spillet med bamset bravur af Bill Camp, synes standhaftigt at stå ham bi.

Alt skifter valør undervejs. Alle bærer masker, og alle forsøger at værne om deres moral, som er skabt af samme metal som kviksølv.

Kernen i historien – folket mod Rusty Sabich – har flerstrengede forgreninger til tidligere sager. Dommen over en infam seriemorder samt Sabich’ søn og datter på afveje væk fra deres solide mellemlagsliv.

Serien er tilsat de politiske trængsler og trakasserier om det at være valgt til statsadvokat og opretholder af lov og orden. Med ansattes loyaltiet over for jobbet, chefen og kollegaerne versus selvværd som sandfærdigt vidne, et ærligt menneske.

Og det hele er sat i scene med lækre billeder af Chicagos ret og vrang.

Det er meget at brede en roman ud på en næsten otte timers historie. Men balancen mellem det private liv og det professionelle – advokater på arbejde, mens skruen strammes i thrillerens mekanik – er forbløffende knastør og konstant inciterende.

Presumed Innocent er en fremragende serie.