The Prodigy

Det kan være utaknemmeligt at være forælder.

For det nybagte forældrepar Sarah (Taylor Schilling) og John (Peter Mooney) er problemet dog ikke, at deres otteårige dreng Miles skriger for fuld hals eller ikke vil spise sine grøntsager. Han er lidt af en mundfuld, fordi en seriemorders sjæl har overtaget ham.

Film, hvor monstret er et dæmonbesat barn, hører til sjældenhederne – sikkert fordi det er svært at få en bitte unge til at fremstå truende og uhyggelig.

Mest berømt er The Omen (1976), hvor den lille møgunge er et hylster for Antikrist. Og The Prodigy virker da også mere end almindeligt inspireret af sin store forgænger. Allerede ved titelskiltet er den blodrøde skrifttype som snydt ud af næsen på den gamle dæmonfilm.

Instruktøren Nicholas McCarthy har en åbenlys ambition om at ramme samme kuldegysende atmosfære, som prægede 70’ernes absolut bedste gysere som Ondskabens hotel, Eksorcisten og Rødt chok.

Miles (Jackson Robert Scott) er ikke fra starten en stjernepsykopat, og publikum drages langsomt ind i Sarahs gru, da hun opdager, hvad hendes lille skat eksempelvis render og laver med hunden nede i kælderen.

Det er i al fald idéen, men The Prodigy kommer ikke engang halvt i mål.

Filmen viser simpelthen sin hånd for hurtigt. Vi ser seriemorderen blive skudt ned af politibetjente i filmens begyndelse, og da der klippes til Miles som nyfødt baby, har spædbarnet blodpletter de samme steder, hvor seriemorderen var skudt.

Og Miles har tilmed forskelligfarvede øjne. Senere tørrer Miles den ene side af sit ansigt af for skeletmaling og stirrer dødt ind i kameraet.

Der er med andre ord aldrig nogen tvivl om, at Miles er besat. Instruktørens forsøg på langsomt at bygge hans ondskab op virker derfor mere komisk end faretruende. Miles knuser en edderkop mellem fingrene og skærer et ondt udseende græskarhoved, men går pludselig fra nul til hundrede og slår en klassekammerat ned med en skruenøgle.

Filmen er fyldt med øjenrullende øjeblikke. Under det endelige opgør mellem Miles, Sarah og en tredje person, er der vitterligt en hylende tekedel på køkkenbordet.

Gode gyserfilm er først og fremmest kendetegnet ved et solidt greb om de værktøjer, genren lægger til rådighed for filmskaberen. Men filmholdet bag The Prodigy virker til at have glemt gysermanualen derhjemme.

De fleste scener, som skal forestille at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum, er filmet uden flair for at lege med, hvad publikum ikke kan se.

Komponisten Joseph Bisara (The Conjuring, Insidious) lægger ellers en god grundstemning med tunge strygere og synth-toner, men fordi det element fungerer nogenlunde, bliver det misbrugt.

Inkompetencen bliver decideret usmagelig, når filmen i sidste akt ud af det blå begynder at fetichere seriemorderen som et misforstået geni, der med sit overmenneskelige intellekt har en medfødt ret til at lemlæste og myrde – særligt kvinder.

Jeg siger ikke, at filmfolkene bag The Prodigy er af denne overbevisning. De vil bare imponere tilskuerne ved at chokere dem. Men som en lillebror, der smadrer sin storebrors legetøj for at få opmærksomhed, er The Prodigy for dum til at lege med det materiale, den har mellem hænderne.