Production design – fra proces til udtryk

Hvad laver en production designer? Hvorfor er det arbejde så essentielt for en film eller tv-series visuelle udtryk?

Naja Aggerholm, Jakob Ion Wille og Kim Toft Hansen har begået en vidende og veloplagt bog om et fag, der i årevis har været underbelyst og utilgængeligt for de fleste filminteresserede.

Den ene af denne anmeldelses skribenter er selv uddannet instruktør fra Filmskolen. Vores faglærer forklarede som noget af det første glæderne ved den for os nærmest ukendte profession: production designer.

Vi troede, en production designer var noget i retning af en opgraderet rekvisitør eller måske en virkelig dygtig teatermaler.

Vi blev hurtigt klogere og forstod, at filmens visuelle udtryk blev skabt i et samarbejde mellem både fotograf, instruktør og production designer.

Her var der en person, som først på skitser, og siden på settet, kunne synliggøre udviklingen af filmens karakterer. Det kunne være med en farveændring på en væg, en ny bluse eller en anden location. For man fortæller med alt: rekvisitter og rum, kaffekopper og toiletter. Hvor fotografens håndværk ofte er begrænset til hvordan noget skal filmes, handler production designerens kompetence om hvad der skal filmes.

I Production design – fra proces til udtryk erklærer forfatterne hurtigt, at de ”både interesserer sig for production designets praktiske udførelse og for det medievidenskabelige studie af det færdige værk”.

Og bogen veksler lydefrit mellem det analytiske og det mere erfaringsbaserede.

Helt konkret har forfatterne udviklet en ny model, Cirkelmodellen, hvis fire faser er: dataindsamling, designets tilblivelse, designet som resultat og designets funktion.

De fire faser hjælper den studerende med ikke bare at kigge på designets endelige udtryk i for eksempel en film, men også at gå ind i tilblivelsesprocessen og derved få et mere indsigtsfuldt blik på slutproduktet.

Proces og resultat hænger sammen, og for at underbygge den grundtese interviewer forfatterne en række production designere om deres produktioner.

Rasmus Tjellesen fortæller om udfordringerne ved at bygge sangeren John Mogensens parcelhus i Tjekkiet til Så længe jeg lever, og Josephine Farsø fortæller, hvordan universet i Bodil-vinderen Holiday skulle opleves som en slikbutik.

Bogens styrke er, at interviewene også selv skifter mellem det praktiske og det teoretiske. På den måde vises fagets utrolige spændvidde, fordi man som production designer både kan sidde med i manuskriptudviklingen og – få måneder efter – løse lavpraktiske opgaver på settet.

Mia Stensgaard fortæller om sit koncept til hovedarenaen i DR-serien Arvingerne: et hus proppet med den afdøde mors ufærdige kunstværker.

De ufærdige kunstværker var med til at fortælle historien og lægge pres på seriens karakterer, fordi production designet virker som påmindelser om morens ”fortsatte gengangeragtige tilværelse”.

Anderledes praktisk bliver det, når Thomas Bremer forklarer om opdelingen af zombier i lavbudget-gyseren Sorgenfri i a-, b- og c-hold.

Man havde ganske enkelt ikke råd til at sminke alle statister lige godt. Så derfor fandt man en salomonisk løsning, hvor de sminkede zombier befandt sig forrest i billedet, mens folk, der kun havde slidt tøj, skulle opholde sig i baggrunden.

Eneste anke er, at en bog, der handler om æstetik, gerne selv må være visuelt indbydende. Det var coffee table-værket Setting the Stage fra 2018, og selv om Production design fra forlaget Samfundslitteratur indskriver sig i en akademisk tradition, kunne man – emnet taget i betragtning – sagtens have løftet barren.

Det overskygger dog ikke den gode følelse af at sidde med en dansk udgivelse, som sætter fokus på filmbranchens bedst bevarede hemmelighed: production designeren.