Proxima

En mor og datter gennemgår procedurer for astronauter, så det lyder som et soveritual.

Derefter kommer Eva Green i hård træning som international astronaut med blinkende lamper, røg og damp, nødprocedurer, sær mekanik og løb på et vertikalt løbebånd.

Så er dilemmaet skåret til. Lysten og den bandsatte vilje til at slå hul på atmosfæren og svæve frit i rummet i en raket over for smerten ved alt det, man skal forlade.

Den franske astronaut Sarah har trænet i ti år for at komme til Mars og får endelig muligheden, da en anden falder fra. Hun har prøvet at forberede både sig selv og datteren Stella til rejsen og den lange adskillelse.

Det er ikke let for Sarah at tage til den russiske lejr, hvor den sidste træning skal foregå, og overlade Stella til eksmanden Thomas. Han er også rumingeniør og har ikke rigtigt tid til at passe hende. Stella skal begynde i en ny skole, hun er ord- og talblind og har svært ved at få venner. Og fra det yderste Sibirien er det svært at holde kontakten.

Kollegerne i rumbranchen er nogle hårde negle, pumpet op med giftig maskulinitet, og programmet er fysisk hårdt på grænsen til det farlige.

Sarah skal være hårdere end mændene og presser sig selv til kanten.Vi følger hende de sidste dage, inden hun skal op, mærker spændingen bygge op i hende, før hun skal tage afsked med Jorden.

Det er et vigtigt perspektiv, instruktør og forfatter Alice Winocour giver.

Ved at skildre kvindelige astronauter og mødre laver hun en fortælling om rummet, der ikke handler om det vægtløse rum, men om tyngdekraften. Alt det, der binder os, alt det, som vi skal forlade.

Og det er et godt greb ikke at lave endnu en testosteronbankende hårdt plotdrevet rumfilm.

At se hvilke ejendele, man tager med i raketten. Et armbånd, en musling, et brev. At se videoklippene fra Jorden, astronauterne tager med for at føle naturen og årstiderne. At se en datters lille krop og tænke på, hvor forandret hun vil være, når mor kommer tilbage.

Men Proxima forbliver meget længe en banal fortælling om den berømte balance mellem arbejde og familieliv. Man forstår ikke viljen og vildskaben i at ville ud i rummet.

I stedet får man den ene forudsigelige scene efter den anden mellem mor og datter. Indimellem har man simpelthen lyst til at sige: ”Lad nu mor komme op i den raket, hun er på arbejde!”

Filmen er forelsket i rumfart. Vi er nede i bassinerne og inde i rumdragterne, ryger rundt i G-centrifuger, aggregater klikkes på.

Den er næsten dokumentarisk i tilgangen til alle rutinerne, skemaerne og tidstagningerne. Man bliver suget ind i en verden, der virker sært gammeldags og international. Vi kommer rundt på kloden, og der tales mange sprog. Æstetikken er simpel og skøn ligesom den brillante musik af Ryuichi Sakamoto.

Eva Green spiller, så man ser anstrengelsen og smerten, men hun har ikke meget at arbejde med. Der er mange uinspirerede scener, hvor replikkerne sjældent føles interessante.

Matt Dillon spiller astronaut som en mandschauvinistisk udgave af Buzz Lightyear, med en kone til at tage sig af børn og følelser. Sent viser han sprækker i gummifjæset.

Sandra Hüller er god som den psykolog, der skal bringe mor og datter igennem adskillelsen. Hun spiller både blødt og hårdt. Omsorgsfuldt, men stringent. Zélie Boulant – ja, det er måske ikke fair at kritisere et barn – men det er ikke en god præstation, hun leverer.

Proxima er en socialrealistisk film om rumfart.

Den har en god præmis og skildrer sit felt, så vi virkelig mærker fysikken. Den hylder kvinderne i rumfarten og rumhistorien, men er desværre også forudsigelig og mangler spræl i de enkelte scener.