Streaminganmeldelse
07. dec. 2020
Psykose i Stockholm
En ung pige (Josefine Stofkoper) må selv fejre sin fjortenårs-fødselsdag, da hendes psykisk syge mor bliver indlagt. Foto | Nadim Carlsen

Psykose i Stockholm

Svensk-dansk debutfilm skaber et dragende univers i historien om en piges fødselsdagstur med sin psykisk syge mor.

Af Nicki Bruun

Der er meget at undre sig over i den svensk-danske debutfilm Psykose i Stockholm, hvor en mor og datter tager til titlens hovedstad for at fejre pigens fødselsdag.

Men det er heldigvis den slags forundring, der skaber en medrivende oplevelse.

På lydsiden er der en gennemgående voice-over, hvor en voksen kvinde taler med sin mor, der ud fra stemmen at bedømme tilhører det ældre segment.

Det afsløres ikke undervejs, hvem de to kvinder er, men i rulleteksterne kan man læse, at det er instruktør Maria Bäck og hendes mor Elisabeth Bäck.

Instruktøren har ifølge eget udsagn ikke filmatiseret sit eget liv med en psykisk ustabil mor. Men Psykose i Stockholm fremstår som en så tindrende ægte skildring af det svære emne, at filmen ikke kunne være lavet af hvem som helst.

Der er en gribende troværdighed i portrættet af moren, der på et øjeblik kan skifte mellem at ville kysse den jord, som datteren går på, til at forbande hende langt ned i helvede.

Josefin Neldén holder sig i skindet og går ikke i fælden med at spille den konstant skiftende mor så overdrevet, at man mister fornemmelsen af hende som menneske.

Det er en hårfin balance, og skuespilleren bliver sat på prøve, når hun skal gestalte nogle lidt for velkendte situationer med psykisk ustabilitet.

Der er ikke noget synderligt originalt over scenen, hvor mor og datter sidder på en fin restaurant, og moren for alvor viser sin stigende mani ved at fyre upassende jokes af mod en tjener og andre gæster.

Men optrinnet er flettet ind i en film, der sammen med en række lignende scener skaber en dragende mystik og fascinerende interesse – ikke kun for den bipolare mor, men særligt datteren, der forsøger at holde samling på dem begge.

Unge Josefine Stofkoper er et vaskeægte stortalent. I sin første rolle brillerer hun som datteren. Hun vil det bedste for sin mor, men samtidig er hun selvfølgelig også optaget af, hvordan folk ser på hende. Både i den virkelige verden og på sociale medier, hvor hun prøver at få det til at se ud, som om hun har en fed fødselsdagstur til storbyen.

Svenske Maria Bäck er uddannet fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole med afgangsfilmen Mamma är gud, der kan ses på Ekko Shortlist.

I dokumentaren snakker hun med sin mor om djævlen, blomster og hvad den ældre kvinde ellers fokuserer på i sit forvirrede sind. De sproglige billeder er også på færde i Psykose i Stockholm,mendet er ikke ordene, som står stærkest.

Det gør derimod filmens visuelle side, der er ikke så lidt skabt af danske kræfter.

Fotografen Nadim Carlsen – der brød igennem med Holiday og Grænse i 2018, hvor han også sad i juryen ved Ekko Shortlist Awards – skaber psykologisk dybde med sit kamera. Hvad enten handlingen er henlagt til hotelværelset, hospitalet eller ude i Stockholms gader, gnistrer det konstant mellem hovedpersonerne.

Det går smukt i spænd med Lars Greves stemningsfulde musik og den frit associerende klipning af Julius Krebs Damsbo, der også fik en aura af overnaturlighed ind i islandske Hlynur Pálmasons Vinterbrødre og En hvid, hvid dag.

Psykose i Stockholm passer fint ind i traditionen for nordiske eksperimentalfilm, hvor tabuer bliver undersøgt på en måde, der både er kølig og har et glimt af humor.

Et øjeblik mister filmen pusten, når datteren får moren indlagt på hospitalet. Moren har stået for fremdriften ved at trække sin datter igennem pinlige situationer, mens pigen har måttet agere den voksne og fornuftige.

Men så skifter perspektivet, og hun tillader sig selv at fejre sin fjortenårs-fødselsdag på ufornuftig vis med cigaretter og alkohol. Hun møder den jævnaldrende Cora, som øjensynligt også lever et liv uden voksenopsyn.

Mens de to piger udforsker livets underholdende såvel som dystre sider, sender moren videoer fra sin indlæggelse. De er ikke helt til at blive klog på, men man efterlades med en taknemmelighed for livet i al dets skrøbelige kraft.

Titel:
Psykose i Stockholm

Land:
Sverige

År:
2020

Instruktør:
Maria Bäck

Manuskript:
Maria Bäck

Medvirkende:
Josefine Stofkoper, Josefin Neldén, Sanaz Saidi

Spilletid:
101 minutter

Premiere:
6. december på Cph Pix og 25. december på streamingtjenester

Relevante artikler

Nyhed
16. sep. 2013
Maria Bäck vinder Nordic Talents

Maria Bäck vinder Nordic Talents

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
18. juni 2024
The Sweet East

The Sweet East

Serieanmeldelse
24. apr. 2024
Kald mig far

Kald mig far

Serieanmeldelse
19. apr. 2024
Bullshit

Bullshit

Cph:Dox 2024
18. mar. 2024
Vores fars sol

Vores fars sol

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!