Psykose i Stockholm

Der er meget at undre sig over i den svensk-danske debutfilm Psykose i Stockholm, hvor en mor og datter tager til titlens hovedstad for at fejre pigens fødselsdag.

Men det er heldigvis den slags forundring, der skaber en medrivende oplevelse.

På lydsiden er der en gennemgående voice-over, hvor en voksen kvinde taler med sin mor, der ud fra stemmen at bedømme tilhører det ældre segment.

Det afsløres ikke undervejs, hvem de to kvinder er, men i rulleteksterne kan man læse, at det er instruktør Maria Bäck og hendes mor Elisabeth Bäck.

Instruktøren har ifølge eget udsagn ikke filmatiseret sit eget liv med en psykisk ustabil mor. Men Psykose i Stockholm fremstår som en så tindrende ægte skildring af det svære emne, at filmen ikke kunne være lavet af hvem som helst.

Der er en gribende troværdighed i portrættet af moren, der på et øjeblik kan skifte mellem at ville kysse den jord, som datteren går på, til at forbande hende langt ned i helvede.

Josefin Neldén holder sig i skindet og går ikke i fælden med at spille den konstant skiftende mor så overdrevet, at man mister fornemmelsen af hende som menneske.

Det er en hårfin balance, og skuespilleren bliver sat på prøve, når hun skal gestalte nogle lidt for velkendte situationer med psykisk ustabilitet.

Der er ikke noget synderligt originalt over scenen, hvor mor og datter sidder på en fin restaurant, og moren for alvor viser sin stigende mani ved at fyre upassende jokes af mod en tjener og andre gæster.

Men optrinnet er flettet ind i en film, der sammen med en række lignende scener skaber en dragende mystik og fascinerende interesse – ikke kun for den bipolare mor, men særligt datteren, der forsøger at holde samling på dem begge.

Unge Josefine Stofkoper er et vaskeægte stortalent. I sin første rolle brillerer hun som datteren. Hun vil det bedste for sin mor, men samtidig er hun selvfølgelig også optaget af, hvordan folk ser på hende. Både i den virkelige verden og på sociale medier, hvor hun prøver at få det til at se ud, som om hun har en fed fødselsdagstur til storbyen.

Svenske Maria Bäck er uddannet fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole med afgangsfilmen Mamma är gud, der kan ses på Ekko Shortlist.

I dokumentaren snakker hun med sin mor om djævlen, blomster og hvad den ældre kvinde ellers fokuserer på i sit forvirrede sind. De sproglige billeder er også på færde i Psykose i Stockholm,mendet er ikke ordene, som står stærkest.

Det gør derimod filmens visuelle side, der er ikke så lidt skabt af danske kræfter.

Fotografen Nadim Carlsen – der brød igennem med Holiday og Grænse i 2018, hvor han også sad i juryen ved Ekko Shortlist Awards – skaber psykologisk dybde med sit kamera. Hvad enten handlingen er henlagt til hotelværelset, hospitalet eller ude i Stockholms gader, gnistrer det konstant mellem hovedpersonerne.

Det går smukt i spænd med Lars Greves stemningsfulde musik og den frit associerende klipning af Julius Krebs Damsbo, der også fik en aura af overnaturlighed ind i islandske Hlynur Pálmasons Vinterbrødre og En hvid, hvid dag.

Psykose i Stockholm passer fint ind i traditionen for nordiske eksperimentalfilm, hvor tabuer bliver undersøgt på en måde, der både er kølig og har et glimt af humor.

Et øjeblik mister filmen pusten, når datteren får moren indlagt på hospitalet. Moren har stået for fremdriften ved at trække sin datter igennem pinlige situationer, mens pigen har måttet agere den voksne og fornuftige.

Men så skifter perspektivet, og hun tillader sig selv at fejre sin fjortenårs-fødselsdag på ufornuftig vis med cigaretter og alkohol. Hun møder den jævnaldrende Cora, som øjensynligt også lever et liv uden voksenopsyn.

Mens de to piger udforsker livets underholdende såvel som dystre sider, sender moren videoer fra sin indlæggelse. De er ikke helt til at blive klog på, men man efterlades med en taknemmelighed for livet i al dets skrøbelige kraft.