Psykosia

”Psykotisk realisme,” kalder den danske instruktør Marie Grahtø – der er kendt på Ekko Shortlist for populære kortfilm som Daimi og Lækre til vi dør – stilen i sin debutspillefilm Psykosia. 

Det lyder lovende, og man bliver da også præsenteret for en helt anderledes verden i historien om selvmordsforskeren Viktoria, der kommer til en behandlingsinstitution for at undersøge den unge kvinde Jenny. 

Hun har forsøgt at tage sit liv, vistnok indtil flere gange, så hun er selvfølgelig interessant for forskeren. Viktoria har selv mere end almindeligt store skeletter i skabet, og på den måde kommer de to kvinder til at spejle hinanden i en hallucinatorisk rejse ind i et forvirret sind. 

Desværre skaber filmen ikke en verden, man nogensinde føler sig velkommen eller engageret i. Det psykotiske udraderer nærmest al realisme, så snakken om liv og død kommer til at virke ganske verdensfjern.

Psykosia er en meget personlig fortælling for 35-årige Marie Grahtø, og man mærker lysten til at fremtrylle dramatiske billeder hos den talentfulde fotograf, Catherine Pattinama Coleman. Der trækkes på såvel religiøs ikonografi som psykoanalysens fædre – Trine Dyrholm spiller en læge, hvis tyskklingende navn Dr. Klein lige så godt kunne have været Freud eller Jung.

Svenske Lisa Carlehed er fuldstændigt tilknappet som Viktoria, men bælgsort komik lurer i det små lige under overfladen. Hvor sjovt det egentlig er, at hun bærer victoriansk inspireret tøj med høj krave for at skjule sin hals, må være op til den enkeltes humor.

Victoria Carmen Sonne er altid dragende med sine udtryksfulde og søvnige øjne. Men i Psykosia får man aldrig nogen fornemmelse af, hvilke følelser der rumsterer i den unge kvinde.

Jenny er mystisk og lynintelligent, men hendes livslede kommer til at virke som en maske, hun tager på, når det passer hende at være forførende eller skrøbelig. I korte møder med en anden patient, Zahra (Bebiane Ivalo Kreutzmann), antydes knap så beregnende menneskelige kvaliteter, men filmen vægrer sig ved at forfølge det spor.

Kræfterne er tydeligvis ikke brugt på historien, men derimod på at ramme en intens og urovækkende stemning med storslåede tableauer. Det er svært at skelne mellem filmens virkelighed og fantasi, når Viktoria møder Jenny i et såkaldt begærsrum, som er et drømmested med mareridtet som styrende faktor.

Forskeren finder den unge kvinde blødende i et badekar, hvor hun truer med at skære halsen over på sig selv. Men optrinet er mere opsigtsvækkende end gribende, og man kan indvende, at et ømtåleligt emne som selvmord, hvor omtale er kendt for at have en smittende effekt, kræver en mere fintfølende og eftertænksom behandling.

Slående billeder kan gøre meget for en flyvsk fortælling, men de kan trods alt ikke få et så eklektisk univers til at give mening.

Psykosia er en modig og ambitiøs film, der forsøger at beskrive et psykotisk sind. Det fortjener ros, for det er nu engang nemmere at forlade sig på en gennemtærsket formel end at forsøge at skubbe til grænserne for filmsproget.

Men på trods af at Marie Grahtø selv har erfaring med psykisk smerte og indlæggelse, fremstår filmen mere fortænkt end oplevet, mere konstrueret end inderlig. Vi får stort set intet at vide om dagligdagen på en psykiatrisk afdeling, og kunstige replikker, tunge symboler og et hittepåsomt plot giver filmen et altmodisch præg.

Slutningen føles som en arthouse-udgave af et Hollywood-twist, der allerede er regnet ud en time i forvejen. Men vi har fået en dansk instruktør, som ikke er bange for at kaste sig ud på dybt vand – og det kan vi glæde os over!