The Purge: Anarki

James DeMonaco tror tydeligvis, han siger noget enormt vigtigt og øjenåbnende med The Purge: Anarki og forgængeren The Purge, der blev et uventet hit sidste sommer.

Det gør han ikke.

Hans bemærkning i toerens pressemateriale om, at han forestillede sig etteren som en ”subversiv, independent-film, der ville blive vist i små kunstbiografer”, er grinagtig.

Lad os kalde en spade for en spade og en B-film for en B-film: The Purge var en slasherfilm, et horror-action-gys med et flyvsk og fortænkt politisk budskab klasket ovenpå. Og toeren er mere af samme skuffe. Den er bare en del bedre end sin forgænger og de fleste andre film i genren.

Det er den først og fremmest, fordi filmens originale idè rent faktisk bruges til noget frem for som i etteren blot at agere påskud for en klassisk home invasion-gyser.

Idéen er lige så dragende og foruroligende, som den er åndssvag:

I 2023 er den amerikanske drøm blevet et mareridt. Den totalitære stat har indført en årlig udrensning (purge), hvor politiet, brandvæsnet og sygehusene holder fri den 21. marts. Fra klokken 19 til klokken 7 næste morgen er der frit slag: tæv, voldtag og myrd lige så tosset, du vil – uden retsforfølgelse!

Fristende, ikke? Det er det i al fald i filmen, for ifølge DeMonaco har vi alle sammen et vildt dyr boende inde i os, som kun samfundets forskrifter holder i ave.

Så årets purge er dagen, hvor vamle mænd hævner sig på de kvinder, der har ignoreret deres tilnærmelser hele året, og hvor formuende familier betaler i dyre domme for en ”martyr”, der indvilliger i at lade sig slå ihjel mod betaling. Ingen hyggelig aften er komplet, før familien har begået fællesmord!

Den fattige del af befolkningen er særligt udsat, fordi de velbjergede har råd til at købe hundedyre sikkerhedssystemer og barrikadere sig inden døre. Det er da også udrensningens uudtalte formål at beskære befolkningen nedefra – ved at fjerne bundfaldet, dem som alligevel ikke bidrager til væksten.

Men denne gang bliver en tilfældigt sammenbragt femmandsgruppe ufrivilligt en del af gadebilledets anarki.

Der er en forarmet mor og hendes datter, der forsøges kidnappet af en organiseret gruppe purgers. Der er et ungt par med et allerede nedslidt ægteskab. De når ikke hjem, inden sirenerne lyder, fordi nogen har saboteret deres bil.

Og der er deres redningsmand, den navneløse overbetjent (Frank Grillo), som er midt i en selvtægts-vendetta, da han forbarmer sig over de fire nødstedte fremmede og beslutter sig for at hjælpe dem i sikkerhed.

Sammen forsøger kvintetten nu at overleve natten i Los Angeles’ smalle smøger og brede boulevarder, på udkig efter et helle fra de blodtørstige udrensere, der lurer bag hvert gadehjørne.

Filmen har godt af at komme ud i gaderne, hvor udrensningen foregår (i etteren foregik det hele inde i et familiehjem). Det er et kuldegysende mareridtsscenario og et godt afsæt for paranoia, gys og gru. Og det leverer filmen med bævende rystekamera, skyggefuld lyssætning og chokeffekter på lydsiden.

Ros fortjener også Frank Grillo, der i en sjælden hovedrolle brænder igennem med en kraftpræstation af underspillet indestængthed og viril machoudstråling, som er en bedre film værdig.

Hverken manuskriptet eller medskuespillerne når Grillo til anklerne. Plottet er umiddelbart spændende, men håbløst forvrøvlet ved nøjere inspektion, og de øvrige karakterer er rene genreklichéer.

Der er kvinden, som mest er med for at skrige af skræk, så skurkene opdager vores heltes skjulested. Der er den lidt for åbenmundede teenager. Og der er én, hvis funktion er at dø ud af det blå for at minde os om, at vores hovedpersoner ikke er fredet.

The Purge: Anarki er altså ikke nær så begavet og vigtig, som den selv tror. Det er en forskruet og interessant B-film. Mere drengeværelse end kunstbiograf.