Push

De fleste har sikkert stiftet bekendtskab med begrebet ”gentrificering”.

Bor du i en større by, synes du sikkert også, at det er et beklageligt fænomen. Dit kvarter i byen sprudler af liv, diversitet og kreativitet – og pludselig får de rige nys om det.

Rigmændene køber ejendommene i området, flytter ind for at være hippe, boligpriserne presses i vejret, og snart er dit kvarter ikke længere, hvad det var engang. De mennesker, der var med til at forme nabolaget, er flyttet væk. De har ikke længere råd til at bo der.

Nu er det blot endnu en velhaverghetto.

Først fristes man til at tro, at gentrificeringen er omdrejningspunktet i den tankevækkende Push.

Men det er noget større og mere brutalt, der skubber almindelige mennesker ud af byerne, mener den svenske dokumentarist, Fredrik Gertten, der formår at gøre et komplekst emne letforståeligt.

At det pludselig er til at forstå mekanismerne i boligspekulation, skyldes nok, at instruktøren i det meste af den velturnerede dokumentar følger i hælene på veltalende Leilani Farha, der er FN’s særlige udsending på boligområdet.

Farha krydser kloden for at finde ud af, hvem der bliver presset ud af byerne og hvorfor. Hendes kæphest er, at det er en menneskeret at bo godt, og hun arbejder på at få regeringer verden over til at sikre menneskets fundamentale ret til en bolig.

Undervejs slår hun fast, at der ikke kun er tale om gentrificering. ”Det er en anden type monster,” lyder det fra Leilani Farha.

Lyssky boligspekulanter og forretningsfolk opkøber og investerer i millionboliger i store byer rundt om i verden – uden selv at flytte ind i boligerne. Bygningerne står tomme og fungerer kun som investeringsobjekter, mens almindelige mennesker kæmper for at få råd til at betale huslejen, der kun bliver dyrere og dyrere.

Man skal ikke være ekspert i boligmarkedet for at vide, at den svenske dokumentarist her har lavet en dokumentarfilm til tiden.

Er man almindelig lønslave, tør man næsten ikke kigge på boligpriserne i København længere. Men som Gertten så fint illustrerer, er danskerne på ingen måde de værst stillede.

I adskillige storbyer verden over stiger boligpriserne, mens byboernes indtægter stagnerer.

Er man bare lidt inde i emnet, vil Gerrtens dokumentarfilm dog ikke chokere det store. Tomme luksuskvarterer har i årevis skæmmet London, og guderne må vide, hvem der har skejser nok til at købe en lejlighed på Manhattan.

Og lige når man tror, at Leilani Farha faktisk får arrangeret et møde med de hemmelighedsfulde forretningsfolk, der står bag, aflyses mødet.

Det har stadig ingen konsekvenser at være amoralsk og grisk.

Til gengæld er det befriende, at Gerrtens film ikke fokuserer så meget på tal og statistikker.

I stedet lader han os møde de folk, der risikerer at bliver presset ud af byerne, fra Tyskland til Chile, fra New York til Storbritannien.

Gerrten interviewer en charmerende brite sidst i 30’erne, der altid har boet i Notting Hill i London.

Han fortæller, hvordan folk i nabolaget er én stor familie. Man kender ikke hinanden, men man kender hinandens ansigter. Det er hyggeligt, det er hjemligt, og det gør ham ikke det store, at en vis Hugh Grant-film forandrede kvarteret og gjorde det populært blandt turister.

Fremtiden er dog nedslående, både i Notting Hill og alle andre steder på kloden, men FN’s særlige udsending giver ikke op. Hun forsøger at skabe en alliance med borgmestre fra de mest pressede byer.

Sammen vil de lave et projekt, der skal sparke pengemændene ud af byerne. Og bor man selv i byen, ønsker man, at Leilani og Co. sparker hårdt nok.