Putin ifølge Oliver Stone

Man labber minutterne i sig. Alle 4x55 i et stræk.

Interview om langhårede emner er ikke noget, der normalt fremmer lysten til at ville se mere, men også i Putin ifølge Oliver Stone er der noget tiltrækkende ved den russiske præsident Vladimir Putin. Som Warhols masseproduktion af popikoner kan man blive ved med at glo på Putin. Det er næppe tilfældigt, at talrige fotos af den russiske præsident som actionman florerer på sociale medier.

Kameraet er ofte helt tæt på Putins kontrollerede ansigt, foldede hænder og til tider rastløse ben. Måske et blink med øjnene har noget at sige? Hvad skjuler lederen af statshemmeligheder? Lyver han? Taler han sandt?

Oliver Stone ønsker tilsyneladende ikke at bore for meget i det, Putin holder skjult. Oliver Stone har som altid sin egen agenda. Om det er whistleblower-hyldesten Snowden eller den stærkt USA-kritiske dokumentarrække The Untold History of the United States.

Denne gang vil den amerikanske instruktør skabe forsoning mellem Rusland og USA, og det er sandsynligvis derfor, at han helt unikt har fået adgang til talrige interviews lavet mellem juli 2015 og februar 2017.

”Har du savnet mig,” spørger Oliver Stone, da han nok engang møder Putin i en statsbygning.

”Jeg har grædt en smule,” svarer præsidenten med tør humor.

Undervejs lykkes det at give den jurauddannede, tidligere KGB-leder Putin et menneskeligt ansigt på trods af sine maskuline, fobiske udtalelser. Han har ikke noget imod homoseksuelle, siger han. Bare han ikke skal bade nøgen med dem.

”Man skal ikke friste skæbnen,” siger Putin sarkastisk, ligesom han aldrig har en dårlig dag.

Han er jo ikke kvinde.

Mest af alt handler filmen – heldigvis – om politik, og det er dybt fascinerende for en gangs skyld at høre Putin fortælle om verdenssituationen set med hans øjne.

Putin fortæller, at BNP er blevet mangedoblet i Rusland. Antallet af russiske fattige er reduceret fra 40 millioner til 20 millioner. Putin kan ikke forstå, at USA fortsat udvider NATO, at USA ønsker flere missilskjolde tæt på Rusland, når pagten selv siger, at Den Kolde Krig er ovre. Putin siger, at USA bevidst forsøger at skade Ruslands økonomi.

Han siger også, at USA skaber et fjendebillede. At Rusland aldrig har sendt tropper ind i Ukraine. At USA selv er skyld i al-Qaeda, fordi USA støttede islamistiske oprøreres kamp mod Sovjet i 1980’erne. At USA også støttede oprørerne i Tjetjenien med våben. At Rusland hjælper USA i kampen mod terrorister. At Rusland aldrig har hacket demokraternes valgkampagne i USA, og at han ser frem til at samarbejde med Donald Trump.

Man bliver næsten overbevist.

De mange interviews bliver blandet med arkivbilleder fra verdenshistorien, blandt andet en hønefuld Boris Jeltsin og hverdagsoptagelser af Moskva og Sankt Petersborgs gader. Vi ser også Putin trække i ishockey-dragten på et stadion, og vi ser Putin trippe en smule til Dr. Strangelove, da Oliver Stone viser ham klassikeren, som præsidenten aldrig har hørt om.

Oliver Stone selv fremstår afslappet og henslængt, og det giver dokumentaren dynamik. På et tidspunkt fortæller han Putin, at han er træt og har jetlag, ligesom hans umiddelbare fremtræden er som a fish out of water i Putins overdådige palæer. Putin byder på kaffe – med eller uden sukker – og viser et stort overblik over Ruslands historie, USA’s historie og verden generelt.

Ingen tvivl om, at en journalist ville have gået hårdere til værks. Når Putin fortæller, at den militære tilstedeværelse i Krim på valgdagen udelukkende skulle skabe sikkerhed – og ikke sikre russiske stemmer – ser vi billeder af en lille pige, der krammer en russisk soldat.

Vi hører ikke meget om dræbte journalister i Rusland, og selv om Oliver Stone særligt i seriens fjerde del går hårdt til Putin, der går i selvforsvar, ændrer det ikke meget på det samlede pro-russiske billede.

Men de er et godt par. Og endelig en prominent kulturpersonlighed, som forsøger at vise os manden bag præsidenten, Ruslands historie og årsagerne til landets politiske træk. Det har vi rigtigt godt af.