QEDA

Max Kestner læser meget i Illustreret Videnskab, har han engang fortalt til Ekko.

Han dyrker gerne det, han kalder ”pseudovidenskab”. For eksempel i det dokumentariske selvportræt Rejsen på ophavet (udgivet på Ekko-dvd #2). Filmen er et mesterligt opgør med Darwins ”random selection”, hvor Kestner rejser tilbage i tiden og bygger en myretue af tilfælde fra sine forfædres æra, der tilsammen giver liv til et menneske i hans eget billede.

Hans første – og desværre ikke nær så vellykkede – fiktionsfilm QEDA kunne sådan set også have heddet Rejsen på ophavet.

Fra år 2095 sender han en mand tilbage i fortiden for at redde verden fra den klimakrise, vi lige nu er ved at stable på benene (tidsrejsemekanikken foregår såmænd ved at lægge sig fladt ned i havet, evolutionens vugge, og skvulpe)!

Begge film spørger, om tiden kan tæmmes, om vi på den måde kan tage magten over, hvem vi er. Rejsen på ophavet kommer ikke med svar så meget som med flere bjergtagende spørgsmål.

QEDA står klar med svar, men de er desværre ikke nær så interessante som spørgsmålene.

Der er dog en smågenial nytænkning af tidsrejser på film, et virkelig pseudovidenskabeligt påhit: Hvis man vil besøge en anden tidsalder, må man spalte sig i to dele. To identiske kroppe, men kun to halve mennesker. Den ene rejser tilbage i fortiden, mens den anden bliver i nutiden.

Det gør forskeren og familiefaren Fang Rung.

Hans ene halvdel rejser tilbage til 2017 for at finde en DNA-sekvens, som kan stoppe den globale saltforurening, der er ved at tage livet af hans datter og har forvandlet København til et mareridt i gråt og brunt. Planter og dyr er sygnet hen. Landskabsbillederne af vores hovedstad efter klimasyndefaldet, hvor frihedsstøtten bag Hovedbanen står i vand til navlen, er gysende smukke.

Hvem i trumpismens tid skulle have troet, at salt blev vores undergang?

Pseudovidenskab har avlet mange fremragende film, som ikke handler om pseudovidenskab som sådan, men hvad den gør ved os som mennesker. Robotteknologi i Blade Runner, global barnløshed i Children of Men og tidrejser i La jetée (udgivet på Ekko-dvd #22) og 12 Monkeys.

Idéen om det spaltede menneske åbner også rige muligheder for en nuanceret indre kamp.

Alligevel behandler Max Kestner sine karakterer med en videnskabsmands distance, og Fang Rung føles aldrig nær så menneskelig som Ridley Scotts replikanter.

Det med at redde verden ordner han inden for filmens første halve time, saltopløsende DNA og det hele. Men så nægter hans rebelske halvdel at forlade fortiden, hvor Kongens Have blomstrer, og hvor han forelsker sig i en anden kvinde med en anden datter. Og så må hans overjeg, fremtidens Fang Rung, også rejse tilbage i tiden og fange ham ind.

Det er svært at se hans kamp med sig selv som andet end en træt familiefar i midtvejskrise, der lader sig lokke af friheden og det grønnere græs på den anden side.

Men der er noget rent akademisk over hans forelskelse, ingen hed sex, ingen sanselighed, heller ikke i det nøgternt dvælende filmsprog, kolde nuancer og en tung, tung alvor – ikke noget, en gennemsnitlig far ville forlade sin døende datter for.

Det er slående, at manden bag en af dansk films smukkeste voice-overs i Rejsen på ophavet her præsenterer en af de mest anstrengende.

Fang Rungs tomme refleksioner over identitet på tværs af tid forstærker fornemmelsen af, at han er et tankeeksperiment, et pseudomenneske. En fornemmelse, som Carsten Bjørnlund desværre ikke kan mane til jorden med sit halvt afkoblede skuespil.

Pseudovidenskab bliver først mere end pseudo, når den åbner sprækker i vores menneskelighed og lader os føle pulsen.

Hvor gerne man end ville det for dansk sci-fi, kan QEDA ikke løfte den opgave. Det mest pulserende ved at se Carsten Bjørnlund jagte Carsten Bjørnlund i fuld sprint og i ramme alvor gennem Københavns parker, er en trang til smil, og det er da også helt menneskeligt.