Ragnarok

Fokus på miljø, et drys mindre kendte Skam-skuespillere og så en smuk, overnaturlig og rig familie, der bor afsides i de norske fjelde og lugter af vampyr-klanen i den populære filmserie Twilight.

Det er da sådan noget, de unge vil ha’, ikke?!

Det er faktisk ikke utænkeligt. Netflix fik international succes med den danske og håbløse The Rain, der kommer med en tredje sæson engang i 2020.

Så det kan sagtens gå streamingtjenesten godt med det nyeste nordiske skud på stammen: Ragnarok. Men ligesom forgængeren er den også frustrerende dårlig.

Naturen i den fiktive by Edda – opkaldt efter de islandske digtsamlinger om nordisk mytologi – er vanvittigt smuk. Klare søer og massive fjelde udnyttes med optimal effekt. Desuden er der lagt et stort arbejde i lydsiden, som knaser og knitrer, når overnaturlige elementer er på spil.

Magne og hans lillebror Laurits flytter med moren Turid tilbage til Edda, hvor de boede som børn. Farens mystiske død fik dem til at flytte, men nu er de tilbage i deres faldefærdige barndomshjem.

Der er et par år mellem drengene, men alligevel begynder de begge i 2.G på byens gymnasium, da Laurits har sprunget nogle klassetrin over. Og Magne er ordblind, lider af alverdens forstyrrelser og er et uintelligent, stort brød.

Men han er god og mild, og da han hjælper en strandet mand i kørestol, kommer en ældre kvinde og stryger ham over panden. Det sætter noget i gang. Kræfter vækkes til live i den ubegavede knægt. Men selv efter fem ud af seriens seks afsnit – som er frigivet til anmeldelse – ved hverken seere eller Magne knap nok, hvad han kan eller er.

Han spilles af tyveårige David Stakston, som mange vil genkende som Vildes kæreste i Skam. Som en korkprop på en fiskesnor lader han sig bare drive med af historien, plaget af et irriterende tomt udtryk i ansigtet.

Hvis min mormor så ham, ville hun sige, at han skulle lukke munden, så fluerne ikke slap ind.

Og Magne er så frustrerende blottet for handlekraft. Han har en del af skylden i, at hans eneste ven fra byen, aktivisten Isolde, kommer ud for en morbid hændelse. De går tur i fjeldet, hvor han forlader hende i utide, men alligevel paraglider hun alene ned fra toppen, selv om det er en tandem-skærm, hun har med.

Nede i byen ser Magne hende miste kontrollen og flyve direkte ind i nogle højspændingsledninger, så gnisterne flyver. Det sker i første afsnit, og så bruger han meget af resten af tiden på at skyde skylden på den mystiske familie Jutul, der styrer byen.

De er i øvrigt jætter, men det ved han ikke endnu.

Det er noget underligt noget med de jætter, for de giver udtryk for at være udødelige, mens de snakker om, at forældrene Vidar og Ran var børn i 1967.

Det kommer der ikke nogen forklaring på, ligesom der også er en latterlig hovsa-løsning på Magnes detektivarbejde, da han efter en tur på hospitalet får stukket en pose med Isoldes blodbestænkte anorak i hånden.

De nye skærpede sanser fortæller ham, at der er to forskellige blodtyper på trøjen, hvilket hans biologilærer kan bekræfte med en test.

Det er smadderærgerligt, at en moderne tilgang til nordisk mytologi ikke er løst bedre. Særligt med tanke på, at danske Malene Sølvsten med sin forrygende young adult fantasy-trilogi Ravnenes hvisken har vist vejen.

Adam Price har skabt Ragnarok, men den er langt fra det stærke håndværk, han har lagt for dagen i serier som Herrens veje og Borgen.

Det virker halvhjertet, når han smider lidt miljø-aktivisme ind a la Greta Thunberg. Og det kikser helt med Laurits, der går med eyeliner og sin mors aflagte 80’er-skjorter – og derfor må være homoseksuel. For det er da kun flamboyante typer, der gør det, ikke?

OK boomer!