The Rain – sæson 2

Forventningerne til første sæson af The Rain var skyhøje, men den ambitiøse, danske Netflix-serie om dommedag og ødelæggelse rummede ikke ret megen originalitet.

De dyre CGI-effekter af øde, københavnske bylandskaber virkede mere anonyme end iøjnefaldende. Manuskriptet haltede, replikkerne var forcerede, og personerne opførte sig så absurd og dumt, at dele af handlingen blev ufrivilligt komisk.

Jeg var meget bedre underholdt af de fire veloplagte afsnit af Dårligdommernes podcasts-serie The Rain Special, hvor værterne i fællesskab sabler serien ned, end da jeg gabte mig igennem de langtrukne afsnit af den ufatteligt sløve første sæson.

I anden sæson er niveauet hævet en smule.

Skyerne ser forsat truende ud på den grå himmel, der varsler regn, sygdom og kaos. Men regnen udebliver stort set. Det samme gør størstedelen af de dyre Hollywood-effekter, som første sæson var proppet med.

Fokus er flyttet.

Det er ikke længere landskaberne, effekterne og volden, som er i centrum, men menneskene og deres indbyrdes relationer. Fra blindt at kopiere storladent, postapokalyptisk drama fra USA i første sæson er serien gået en anden og enklere retning, hvor ”less is more”.

Gruppen af overlevende med Simone (Alba August) og Rasmus (Lucas Lynggaard Tønnesen) i front er tilbage, men vi møder også en række nye folk. Blandt dem er et par fremmede forskere, som har slået sig ned i en topsikret bygning.

Det er en robust konstruktion, der praktisk nok indeholder et laboratorium, og som udelukkende kører på sol- og vindenergi. Hvad bygningen førhen har været brugt til, og hvordan forskerne er endt i den, får vi ingen forklaring på.

Som så meget andet i The Rain må vi bære over med plothullerne.

Den idealistiske videnskabskvinde Fie (Natalie Madueño) vil kurere unge Rasmus ved at finde en kur mod hans gådefulde sygdom. For selv om Rasmus er smittet, er han immun over for de fatale konsekvenser af virussen. Uheldigvis har ikke alle forskerne rent mel i posen, og snart bryder helvede løs.

I anden sæson er hovedpersonerne ofte fastlåst i laboratoriet, og serien udvikler sig nærmest til et intimt kammerspil. Der er sanselighed, kærlighed og vrede i luften.

Virussen overtager gradvist Rasmus’ krop og påvirker hans sindstilstand. Rasmus er ikke længere kun til fare for sig selv, men udgør også en trussel mod resten af holdet og den selvopofrende storesøster Simone, som ellers vil gøre alt for at passe på broren.

Da alt ser mest håbløst ud, forelsker Rasmus sig i den syge unge kvinde Sarah (Clara Rosager), og selv om deres romance er temmelig søgt, er der nogle sårbare øjeblikke imellem de to personer.

Sarah er tynget af en sygdom, som svækker hendes immunforsvar, mens virussen giver Rasmus mere og mere groteske symptomer. De to unge vil aldrig kunne røre hinanden, uden at han smitter og dræber hende – alligevel er det eneste, de har lyst til, at kysse hinanden. Det er melodramatisk, men der er også noget rørende over den naive romance.

Simone og Martin (Mikkel Boe Følsgaard) er også stormende forelskede, og man tror på deres kærlighed, selv om den aldrig hæver sig over det banale.

Handlingen i anden sæson af The Rain mangler ligesom forgængeren logik, men personerne er blevet mere helstøbte. Nogle af dem er bevægende, nogle tumpede, andre afstumpede, men ingen er decideret onde. Selv de mest usympatiske karakterer viser sig at have deres grunde.

Når anden sæson af The Rain hæver sig over forgængerens middelmådighed, bliver serien både underholdende og fængende, fordi den indkapsler noget, som virker menneskeligt. Frygt og desperation, men også intimitet og længsel.